Endnu en skole lukket: Sådan opstår mistanke om ny Omikron-variant

Nogle gange ser en PCR-test mistænkelig ud på grund af mange nye mutationer.

Virus kan mutere, og det kan give os nye varianter af coronavirusset. De nye varianter er myndighederne meget interesseret i, da varianterne potentielt kan være mere smitsomme eller farligere end tidligere varianter. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

I dag er en nordjysk folkeskole blevet lukket ned, fordi der er mistanke om, at en lærer er smittet med den nye coronavirus-variant Omikron.

Tidligere på ugen blev også en skole i Odense lukket ned med mistanke om, at en elev var smittet med samme variant.

Det viste sig efterfølgende ikke at være tilfældet.

Når man undersøger en PCR-test, kan resultaterne i første omgang se mistænkelige ud. Også selvom smitten viser sig at være fra en udbredt variant af coronavirus - som den dominerende deltavariant.

Men hvad er det, der får alarmklokkerne til at bimle og lukke skoler ned, når en PCR-prøve viser et mistænkeligt svar?

PCR-testen har to funktioner

For at forstå, hvordan en test kan være mistænkelig, selvom det viser sig, at personen er smittet med en velkendt variant, skal man forstå, hvordan en test foregår.

Når man laver en PCR-test, er det for at finde ud af to ting: Er personen smittet med coronavirus? Og hvis det er tilfældet, hvilken type coronavirus er det?

Der er flere tusinde coronavarianter, men det er kun få, vi hører om herhjemme. Og det er hovedsageligt de varianter, der er i søgelyset, fordi de giver et anderledes sygdomsbillede eller smittemønster end det oprindelige coronavirus.

PCR-testen er god til at genkende varianter som den dominerende deltavariant eller den tidligere dominerende alfavariant.

- Men når der kommer nye og ukendte varianter, er man nødt til at gå dybere ned i detaljerne. Her kan PCR-testen alene ikke give nok oplysninger til, at man har det endelige svar på, hvilken variant der er tale om.

Det siger Søren Vang, der er funktionsleder ved Molekylær Medicinsk Afdeling på Aarhus Universitet.

Sekventering af virus er derfor næste trin, når en PCR-test boner positivt ud, og det skal undersøges, hvilken variant der er tale om.

- PCR-testen indikerer, hvilken variant, der kan være på spil. Sekventeringen kommer med den endelige sandhed, siger Søren Vang.

Flere tusinde DNA-baser undersøges

Når man sekventerer et virus, kortlægger man hele virus’ arvemateriale. Det drejer sig om cirka 30.000 basepar.

Mange af baserne ligger i gener, der påvirker, hvordan virusset opfører sig. Det betyder noget for, om virusset smitter meget, giver alvorlig sygdom og lignende.

Der er altså rigtig meget data, der skal undersøges, før man præcist kan sige, hvilken variant der er tale om.

Søren Vang kender ikke til det specifikke tilfælde i Odense og kan derfor ikke sige, hvorfor PCR-testen har vist, at virusset var mistænkeligt.

- Men man kan forestille sig, at det har været en variant, vi kender, men hvor der har været mutationer, som man ikke er vant til at se, siger Søren Vang og fortsætter:

- PCR-testens resultat var ikke sikkert nok til en endelig konklusion, hvorfor man for en sikkerheds skyld lukkede skolen ned, indtil sekventeringen gav det endelige svar. Svaret viste, at det ikke var Omikron-varianten.