Når der i Danmark bliver forsket i, om det er sundt for dig at drikke mælk, eller om vi danskere skal spise mere fisk, er forskningen højst sandsynligt støttet af fødevareindustrien.

Ifølge de nyeste tal, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har sendt til DR, kommer 30 procent af pengene til sundhedsvidenskab og 21 procent af pengene til jordbrugs- og veterinærvidenskab fra det private erhvervsliv. Det er netop inden for de to sektorer fødevareforskningen hører hjemme.

Og ifølge en undersøgelse fra 2017, der sammenligner graden af forskningsfrihed i EU-landene, ligger Danmark på en sølle 23. plads ud af 28 lande. Blandt andet fordi danske forskere har en stor grad af afhængighed af midler fra industrien.

- Vi er glade for vores udstrakte samarbejde med både primær erhverv og industri, men det forekommer som et problem, at der er så få muligheder for forskningsmidler, som er helt uafhængige af industrien, lyder det fra Lotte Bach Larsen, der er professor ved Food Chemistry and Technology på Aarhus Universitet, og selv får støtte fra eksempelvis Arla, KMC, Naturmælk og Thise.

Hun fortsætter:

- Det kan være svært at skaffe penge til at forske i emner, der ikke er interessante for industrien, for i de fleste offentlige forskningsmidler er det krævet, at der skal findes privat finansiering, før de offentlige kroner ruller ind. Det har Folketinget besluttet, og det er problemets kerne, siger hun.

Den beslutning har betydning for både industri og forbrugere, forklarer hun. For industrien har også brug for, at der tages emner op, som måske ikke er af primær interesse nu, men kan blive det i morgen og overmorgen, understreger hun.

Forskningsfriheden er truet

Heine Andersen, der er professor emeritus på Sociologisk Institut på Københavns Universitet og forfatter til bogen ‘Forskningsfrihed - idealer og virkelighed’, bakker Lotte Bach Larsen op.

- Der er en række strukturer, vi bliver nødt til at lave om, for lige nu er der på nogle forskningsområder for stor afhængighed af eksterne penge fra industrien og andre magtfulde interesser, siger han og fortsætter.

- Og industristøtte er aldrig godt for forskningsfriheden. Selvom forskerne er dygtige og hæderlige, kan det alligevel komme til at præge og svække tilliden til resultaterne, siger han.

Christoph Houman Ellersgaard, der er lektor ved CBS og forsker i, hvordan Danmarks magt-netværk hænger sammen, er enig i den betragtning.

- For hver krone, der gives i en privat fond, gives der én krone i offentlige bevillinger. Og landbruget er vældig godt placeret i fordelingen af private forskningsmidler på de her områder, så de kan være med til at sætte rammerne for en stor del af forskningen, siger han.

Hverken Heine Andersen eller Christoph Houman Ellersgaard er indenfor fødevareforskningen, og Lotte Bach Larsen, der har forsket i fødevare i mange år, mener, at de misforstår problemet.

- Det er ikke i sig selv et problem at have industrien med, da de ikke blander sig i forskningsresultaterne. Problemet ligger i, at der bør være plads til noget mere fri fødevareforskning også, hvor vi kan tage kontroversielle ting op, eller emner som går på tværs eller kan have erkendelsesmæssig værdi – og måske kommerciel værdi om 10 år, siger hun.

Minister: Vi snakker allerede om, hvordan problemet løses

Forskningsminister Tommy Ahlers kan godt forstå kritikken, men, som han svarer i en mail til DR Videnskab, kan han ikke ændre de her strukturer alene. Det skal ske i dialog med universiteter og erhvervsliv.

- De private fonde yder et markant bidrag, og det er super godt, for det giver dansk forskning unikke muligheder. Men når fondenes bidrag vokser, så skal vi også diskutere, hvordan universiteternes omkostninger ved eksternt finansierede forskningsprojekter håndteres. Det er en af grundene til, at vi har etableret Forum for Forskningsfinansiering (et samarbejde mellem fonde, universiteter og ministeriet, red.), så vi styrker samarbejdet og dialogen, skriver han.

Han understreger dog også, at universiteterne får flere offentlige penge til forskning i dag, end for ti år siden.

- Forskning på højt niveau er noget af det, vi skal leve af i fremtiden. Derfor bruger vi i år 23 milliarder på offentligt finansieret forskning, og universiteterne alene modtager over 9 milliarder i basisforskningsmidler. Det er over en milliard mere end for 10 år siden, så universiteterne har gode muligheder for at prioritere den forskning, de vurderer, giver bedst mening, skriver han.

Industristøtte kan være vigtigt for karrieren

Ifølge Videnskabernes selskab, der arbejder for at styrke den grundvidenskabelige forskning i Danmark, har reglerne om, at forskerne skal skaffe penge fra det private, før de kan få penge fra eksempelvis Innovationsfonden, en uheldig konsekvens - især for de yngre forskere.

De har netop udgivet en rapport, hvor de tager temperaturen på den frie forskning i Danmark. Heri skriver de, at vejen til en fast stilling for yngre forskere er blevet længere - og de er derfor mere afhængige af både offentlige og private fondsmidler.

Og den pointe er Christoph Houman Ellersgaard helt enig i.

- Junior-ansatte bliver typisk forlænget i deres stillinger via de her fondsmidler. Og fordi de gerne vil fortsætte med at arbejde på universitetet, er de nødt til at vælge nogle emner, industrien er interesseret i at støtte. Og det er jo ikke særlig frit, siger han.

Den, der betaler, bestemmer musikken

Jesper Malling Schmidt er en af de yngre ansatte inden for fødevareforskningen. Han er postdoc på Aarhus Universitet, og når hans stilling udløber om et år, kan han kun forlænges én gang mere - og så er det slut med midlertidige stillinger. Så han kan godt genkende problematikken.

- Hvis du skal have en fast stilling som lektor eller professor, skal du opfylde en række krav. Du skal have forsket mindst et års tid i udlandet, du skal have publiceret en række gode artikler i de rigtige tidsskrifter, men du skal også vise, at du selv kan søge eksterne midler hjem til universitetet, siger han.

Og netop kravet om, at du skal vise, at du kan søge eksterne midler, er med til at skabe en skævhed i forskningen. Det mener professor emeritus Heine Andersen, forfatter til bogen ‘Forskningsfrihed - idealer og virkelighed’.

- Man går uden om emner, der kan være følsomme og ubehagelige for de virksomheder, man gerne vil have støtte fra. Og man går måske helt uden om emner, der kan have negative effekter for industrien, siger han.

Når industrien støtter forskningen, har virksomhederne dog i langt de fleste tilfælde ingen mulighed for at påvirke resultaterne. Ikke direkte i hvert fald, fortæller Christoph Houman Ellersgaard. Men der er stor magt i at vælge emnet.

- Kan man få lov at stille det indledende spørgsmål, kan man definere, hvor kræfterne skal sættes ind. Ikke for at beklikke kvaliteten af forskningen. Den der betaler, bestemmer musikken. Og det behøver ikke at være dårlig musik, men en bestemt slags musik, siger han.

Uberettiget kritik

Hos Arla, som er med til at finansiere en stor del af fødevareforskningen i Danmark, mener de, at både den frie grundforskning og den industri-finansierede forskning har sin berettigelse. Det forklarer Anne Louise Mørkbak, der er direktør for global ernæring i Arla og for det strategiske forskningssamarbejde med Aarhus og Københavns Universitet "Arla Food for Health".

- Indimellem er der en lidt uberettiget kritik af industriel finansieret forskning. Både kvaliteten og validiteten i den her forskning er rigtig høj. Og hverken vi eller forskerne er interesseret i at lave dårlig forskning, siger hun.

Hun understreger, at "Arla Food for Health" er et godt eksempel på et ligeværdigt partnerskab mellem industri og universiteter. Arla er selvfølgelig med til at sætte retningen for den forskning, der støttes, men ellers blander virksomheden sig ikke.

- Vi bestemmer ikke metoder, og alle vores forskningsprojekter udgives uanset resultatet. I "Arla Food for Health" er alle parter, inklusive universiteterne, med i beslutningen om, hvilke områder vi gerne vil have viden indenfor, og hvilke projekter vi vil støtte. Arlas repræsentanter og universitets-repræsentanterne har lige stemmefordeling, når vi prioriterer, siger hun.

Og faktisk, fortæller Lotte Bach Larsen, sidder netop hun og hendes kolleger med i “Arla Food for Health” og er med, når der skal vælges, hvilke projekter der skal have støtte.

Virksomhederne blander sig ikke

Den unge postdoc Jesper Malling Schmidt oplever heller ikke, at virksomhederne decideret blander sig i forskningsresultaterne. Men de får lov at se forskningen igennem, inden den udkommer.

- Typisk har de en måned til at kigge på forskningsartiklen, og i princippet kan de godt sige, at der er nogle sætninger her, der beskriver processen lidt for meget, som de gerne vil have rettet, siger han.

Han har ikke oplevet det selv, men han har hørt om sager på sit institut, hvor virksomheden, der støtter dem, gerne vil have noget fjernet fra forskningsartiklen.

- Det sker typisk, hvis virksomhedens hemmelige ingrediens-lister eller andre følsomme oplysninger bliver beskrevet i rapporten - og dem vil de helst ikke ud med, siger han.

Arven fra Helge Sander

Den store andel af erhvervsstøtte er, ifølge Heine Andersen, ikke det eneste, der truer forskningsfriheden på fødevareområdet i Danmark.

Siden Helge Sander (V), der sad som videnskabsminister op gennem det meste af 00’erne, fremlagde sit berømte slogan “fra forskning til faktura”, er andelen af forskning, der bliver finansieret fra erhvervslivet, ikke blot steget. Erhvervslivet har også fået medbestemmelse helt oppe i toppen af universiteterne.

Går du 20-30 år tilbage, var det nemlig medarbejderne på universiteterne, der valgte, hvem der skulle være rektor, hvem der skulle være institutleder, og hvem der skulle sidde i universitetets bestyrelse.

Men efter universitetsreformen i 2003 blev det sådan, at ministeren skal godkende bestyrelsesformanden, og bestyrelsen skal have et flertal af medlemmer, der ikke er ansat på universiteterne. Og den ændring har gjort forskningen langt mere topstyret, forklarer Heine Andersen.

- Ledelsen har en meget betydelig magt, som systemet er i dag. De kan ansætte og fyre, uden at der er nogen demokratisk proces bagved. Det var ikke de værdier, man byggede universiteterne på i 70’erne efter ungdomsoprøret, siger han.

En klemme på ledelsen

Topstyringen på universiteterne kan have nogle uheldige konsekvenser for forskningsfriheden, forklarer Heine Andersen.

- Hvis et institut er vant til at budgettere med et antal millioner fra landbruget, og en forsker så publicerer resultater, der er kritiske, kan institutlederen være nødt til at lægge en dæmper på kritikken. Ellers kan han jo være tvunget til at fyre nogle af sine medarbejdere. Det er den klemme, universiteterne er kommet i, siger han.

Og opsummerer.

- Forskningsfriheden er med andre ord truet både af topstyring på universiteterne, usikre karriereforløb for unge forskere og en stigende grad af afhængighed af velvilje fra stærke eksterne økonomiske og politiske interesser, så man kan få penge. Og det samtidig med, at forskningen i stigende grad på befolkningens vegne skal være vagthund og udføre kontrolfunktioner overfor selvsamme interesser på livsvigtige samfundsområder, slutter Heine Andersen.