De startede deres første mission ved at yde nødhjælp i Nicaragua, efter et jordskælv i 1972 ødelagde meget af landets hovedstad.
Meget er sket, siden Læger uden Grænser blev grundlagt for 50 år siden.
Organisationen har reddet millioner af liv ved brændpunkter verden over, og de har aldrig været bange for at beskrive den virkelighed, de møder.
Selv i 1999 brugte Læger uden Grænser deres takketale, efter de modtog Nobels Fredspris, til at henvende sig direkte til den daværende russiske leder Boris Jeltsin, hvor de opfordrede ham til at stoppe volden mod civile i Tjetjenien.
Vi har sammen med den danske formand Heidi Christensen udvalgt fem særlige begivenheder, der har været med til at forme Læger uden Grænser.
Hungersnød i Etiopien ramte tv-stuerne
I starten af 1980’erne befandt Etiopien sig i hungersnød, mens landet var i konflikt med Somalia.
Læger uden Grænser satte ind i det katastroferamte område i 1984, hvor der i august døde 50 mennesker hver dag af sult, mens tusinder ventede på mad.
Der gik måneder, før den etiopiske regering gik med til at kalde situationen for hungersnød. Da regeringen begyndte at tvangsflytte befolkningen og omdirigere nødhjælpen, så organisationen ingen anden udvej.
De var nødt til at tale åbent om, hvad de var vidne til. Derfor gik de til medierne.
Katastrofen i Etiopien var første gang, at hungersnød blev tv-transmitteret og fik så stor mediebevågenhed. Folk fik pludselig katastrofen hjem i studierne.
Det gav Læger uden Grænser mulighed for at dele situationen med omverdenen.
Men organisationens møde med verdens medier skete ikke uden konsekvenser.
To af Læger uden Grænsers organisationer blev i samme forbindelse udvist af de etiopiske myndigheder.
- Det er altid en svær diskussion i forhold til, hvad der er bedst at gøre. Enten kan vi råbe højt, så der er flere, der kan komme og gøre noget ved problemet og hjælpe, eller vi kan blive og behandle, fordi konsekvensen kan være, at nogen bliver sure og smider os ud, siger Heidi Christensen.
Folkemordet i Rwanda fik konsekvenser
I foråret 1994 eskalerede spændingerne mellem befolkningsgrupperne Hutu og Tutsi i Rwanda.
Konflikten kulminerede i et folkedrab på mindst 800.000 mennesker på blot 100 dage. Det gik især udover tutsierne.
- Vi var allerede tilstede i Rwanda, hvor vi opdagede, at det var især den ene befolkningsgruppe, det gik hårdest udover, Heidi Christensen.
Også lokaltansatte hos Læger uden Grænser oplevede at blive tilbageholdt af Hutu-militsen.
- Det var så smertefuldt i den situation for os som organisation, og det kom enormt tæt på. Det var vores egne kollegaer, som vi ikke kunne tage med os i nogle situationer, hvor vi var nødt til at evakuere, siger Heidi Christensen.
Hun fortæller, at de lokaltansatte er en enorm vigtig brik for Læger uden Grænser, når de er til stede i udsatte områder.
- Ét er, at jeg tager afsted fra Danmark til et sted, men jeg arbejder sammen med 200 mennesker fra det pågældende land ofte. Det er dem, der fylder mest, siger Heidi Christensen.
I forbindelse med folkedrabet flygtede over én million mennesker fra Rwanda til interimistiske lejre i nabolandet DR Congo (der dengang hed Zaire).
I lejrene kom der store udbrud af kolera, fordi alt for mange i flygtningelejrene boede alt for tæt.
- Medicinsk behandling hjalp ikke på selve problemet. Derfor valgte vi at gå til den franske regering, hvor vi til sidst fik lov til at stå i FN og fortælle om situationen i Rwanda, som vi på ingen måde selv kunne klare ved at behandle folk og sy folk sammen, siger Heidi Christensen.
Flygtningestrøm var pludselig i egen baghave
I starten af 00’erne ændrede flygtningesituationen sig i Europa.
Med små og ustabile både krydsede immigranter fra Kurdistan, Sudan og Bangladesh Middelhavet i håbet om en bedre fremtid på kontinentet.
- Du kan næsten ikke være mere i en nødsituation, end hvis du er ved at drukne. Så er der kun døden tilbage, siger Heidi Christensen.
Derfor tøvede Læger uden Grænser ikke et sekund, da de i 2002 tog til den italienske ø Lampedusa for at behandle bådflygtninge, der gik i land.
- Vi arbejder ofte med meget udsatte flygtninge. Vi taler om kvinder, børn, gamle og folk med kroniske sygdomme, som har forladt deres hjem og hele deres sikkerhedsnetværk og tager afsted gennem fremmede lande, hvor de ikke kan sproget.
Men situationen ved Middelhavet var anderledes.
. Det kom meget tæt på for nogle, hvor immigranter før var noget, der var langt væk. Lige pludselig stod de altså på vores egne landeveje og ville gerne ind i vores lande, siger Heidi Christensen.
Den nye situation ændrede derfor nogles syn på organisationen.
- Vi var ikke længere kun ‘the good guys’, der hjælper i Afrika. Pludselig var vi dem, som hjalp nogen, der gerne vil inden for vores egne døre. Det gjorde folk bange. Men vi lavede ikke andet der, end vi altid har gjort alle andre steder, siger Heidi Christensen og fortsætter:
- Vi siger ikke, hvor immigranterne skal bo resten af deres liv, men de skal ikke dø ved at flygte i gamle gummibåde og de sygdomme, som de nu engang har.
Jordskælvet i Haiti gav største aktion til dato
Den 12. januar 2010 ramte et stort jordskælv Haiti.
Jordskælvet blev vurderet til at have en styrke på 7,0 på Richterskalaen, og mellem 200-300.000 personer omkom, mens millioner mistede deres hjem.
Naturkatastrofen sendte landet i en dyb krise, hvor mere end halvdelen af landets sundhedssystem blev ødelagt.
12 af Læger uden Grænsers medarbejdere blev dræbt, mens to af organisationens hospitaler og klinikker kollapsede.
- Vores egne hospitaler brød sammen. Det var et samfund, der i forvejen havde et sundhedssystem, der havde brug for hjælp. Der var et kæmpe behov. Både akut for dem, der er kommet til skade, og på længere sigt, fordi folk skulle bo et sted, der har været igennem et jordskælv.
Det fik Læger uden Grænser til at indlede en af sine største nødhjælpsindsatser til dato.
På ti måneder behandlede de flere end 350.000 mennesker, hjalp ved over 15.000 fødsler og udførte 16.000 operationer.
Desuden udbrød der kolera i landet, fordi folk boede tæt sammen i lejre, og organisationen måtte åbne behandlingscentre over hele landet, hvor flere end 100.000 patienter får behandling.
Pandemien, hvor lande er sig selv nærmest
Et lokalt udbrud af coronavirus i Kina i december 2019 forvandlede sig hurtigt til en verdensomspændende pandemi.
Læger uden Grænser måtte løbe stærkt. Pludselig var der brug for medicinsk hjælp verden over og i lande, hvor organisationen ikke har opereret før.
Da smitten var størst i Europa, var nogle sundhedssystemer så overbelastede, at de havde brug for Læger uden Grænsers hjælp.
- I Spanien og i Italien har vi blandt andet hjulpet til på plejehjem, fordi der var ikke kapacitet til at tage sig af dem. I Belgien har vi hjulpet immigranter, som boede på gaden. Dem blev der ikke taget sig af, fordi man havde travlt med andre ting, siger Heidi Christensen.
Men pandemien har også medført flere udfordringer for Læger Uden Grænser.
- Der hersker en vaccine-nationalisme, hvor hvert land passer på sig selv først. Det, synes jeg, er skræmmende. Det nytter ikke noget, at vi kun tænker på, hvordan vi selv kommer igennem det. Vi er en verden, der hænger sammen, siger Heidi Christensen og fortsætter.
- Mens rige lande får respiratorbehandlinger, får de andre steder sæbe. I nogle lande er det stadig meget farligere at føde et barn end at få corona.
Hun opfordrer lande som Danmark til at se ud over egne landegrænser.
- Det kommer til at gå ud over os selv i Danmark, hvis vi ikke tænker globalt. Det er jeg helt sikker på.