Med deres sylespidse tænder og store, lange kroppe kan hajer virke enormt skræmmende.

Det har filmskabere gennem tiden udnyttet i horror- og thriller-film som for eksempel Dødens Gab.

- Da Dødens Gab udkom i midten af 1970’erne, skræmte den virkelig folk. Mange stoppede med at tage til stranden, siger lektor og horrorforsker ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, Mathias Clasen.

Siden har hajer fået et ry for at være meget farlige for mennesker.

- Hajen er et væsen, som er meget velegnet til at trykke på nogle knapper, der er installeret i det menneskelige frygtsystem fra naturens hånd, siger Mathias Clasen.

Men er frygten begrundet i virkeligheden?

- Både pressen og gyserfilm har givet et billede af hajer som instinktive dræbermaskiner, der er meget farlige for mennesker, siger Rune Kristiansen, der er marinbiolog og kurator på Kattegatcentret i Grenå.

- Men kigger vi på statistikkerne over dødsfald på grund af hajulykker, holder frygten slet ikke, fortsætter Rune Kristiansen.

Her kan du blive klogere på, hvor farlige hajer rent faktisk er for mennesker, og hvorfor vi mennesker alligevel frygter dem så meget.

Ikke interesserede i mennesker

Hajer er rovdyr, som rigtigt nok har menneskeliv på samvittigheden. Men der er ekstremt få dødsfald, der kan kobles til hajer sammenlignet med andre dyr og med andre farer i livet.

- Når vi fodrer hajerne foran vores gæster, bliver vi ofte spurgt, om hajen er det farligste dyr i verden. Her henviser jeg til myggen, som står for op mod en million dødsfald om året. Det er klart det farligste dyr. Hajen står for fem til ti dødsfald om året, siger Rune Kristiansen.

Det skyldes, at hajen som udgangspunkt slet ikke er interesseret i at spise mennesker.

- Der er ingen hajer, der lever af at spise mennesker. Vi lever på land og hajerne i vandet. Vi er ikke en naturlig føde for dem. Hajerne er opportunister (tilpasser sig forholdene, red.), men er ikke designet til at gå efter mennesker. De går efter alt fra krebsdyr til fisk og havpattedyr, siger Rune Kristiansen.

Hajerne er kendt for at reagere lynhurtigt på blod. Men forskere har fundet ud af, at hajer ikke viser de samme reaktionsmønstre på menneskeblod, som de gør på fiskeblod.

Selvom hajerne reagerer på menneskeblod, udviser de ikke fødesøgende jagtadfærd. Fiskeblodet sætter derimod gang i jagtadfærden.

- Der er en anden aminosyre-sammensætning i fiskeblodet end i menneskeblodet. Den er hajerne evolutionært udviklet til at reagere på, siger Rune Kristiansen.

Sandsynligheden er også lille for surfere

Når der sker ulykker med hajer, omhandler det ofte dykkere eller surfere, der kommer for tæt på et hajfyldt farvand.

- Surfere tilbringer lang tid i havet og i brydningszonen for at fange bølgen. Det er også der, hajer patruljerer, siger Rune Kristiansen.

Han understreger dog, at sandsynligheden for at blive angrebet af en haj stadig er lille, selvom du surfer meget.

- Mange surfere har et gopro-kamera på spidsen af surfbrættet. Efterhånden er der kommet meget data på, at der nogle gange bliver surfet oven på masser af hvidhajer, uden der sker noget. Selvom surfere er mere udsatte for hajer, sker det altså stadig sjældent, at de bliver angrebet, siger han.

Stenalderhjernen forstår det ikke

Selvom statistikkerne siger, at der ikke er nogen grund til at være bange for hajer, kan det for nogle stadig være svært at styre frygten.

Vores hjerner forstår ikke altid fornuften, forklarer Mathias Clasen:

- Vores frygtsystem er tilpasset en verden, som ikke længere findes. Det er biologisk forældet, kan man sige. Når vi går og er bange for hajer, er det et mismatch mellem fortiden og nutiden. Hajangreb er ikke det, vi dør af i dagens Danmark.

Derfor reagerer vi stærkt på et meget stort og glubsk væsen med sorte, døde øjne og utallige skarpe tænder, der svømmer rundt i havets dyb.

- Frygtsystemet er ikke indrettet til at forholde sig til statistiske sandsynlighedsberegninger. Det er indrettet til at holde os i live. Det gør det bedst ved at overreagere. Man er oppe imod meget stærke biologiske kræfter, siger Mathias Clasen.

Han mener, at medierne til en vis grad spiller ind på folks frygt.

Hvis en person bliver dræbt af en haj et sted i verden, bliver det ofte bragt i pressen. Derimod ser vi ikke en overskrift hver gang, at en person dør af en sygdom overført fra myg.

- Man får en forestilling om, at det er langt mere sandsynligt at blive spist af en haj, end det egentlig er, siger Mathias Clasen, der samtidig understreger, at det ikke altid er en dårlig ting at være bange.

- Hvis man kunne slukke for sin frygt, vil man ikke være særlig overlevelsesegnet. Omvendt skal frygten heller ikke vokse ud af proportion. Det handler om balance, siger han.