Opkast, rygsmerter og masser af humørsvingninger.
Det er ingen tvivl om, at det kan være hårdt at være gravid. Mens nogle kvinder slipper forholdsvis ukompliceret gennem de ni måneder, bliver andre noget hårdere ramt af hormonbomben i kroppen.
Ikke nok med det slutter hele processen med en af de mest ekstreme oplevelser, en kvindekrop kan udsættes for.
Det kan flere forældre, både mødre og partnere, nok godt skrive under på.
Men mennesket er langt fra det eneste pattedyr, der gennemgår en hård proces, når det venter sig.
Evolutionen har skabt de mest besynderlige perioder med drægtighed (når vi taler andre pattedyr end mennesker, bruges betegnelsen drægtig og ikke gravid).
Nogle af dem er mere ekstreme end andre.
Hvordan dyrene oplever det, er dog svært at svare på.
Det forklarer zoolog ved Zoologisk Have København Mikkel Stelvig:
- Men som udgangspunkt er dyr i naturen nok ikke alt for udfordrede af at være drægtige. De skal jo stadig kunne klare sig. For der er ingen, der hjælper dem, og løven løber stadig lige så hurtigt, siger han.
Her er fem eksempler på dyr, der sammenlignet med mennesker gennemgår en vild og ekstrem drægtighed eller fødsel.
Venter i 22 måneder
Hvis du synes, at en graviditet på ni måneder er lang tid, skulle du prøve at være en elefant.
Med en drægtighed på cirka 22 måneder er hunelefanten det pattedyr, som venter på sin unge i længst tid.
- Tommelfinger-reglen er, at jo større et pattedyr er, desto længere er drægtighedsperioden. Der er jo et større brød i ovnen, så det tager lidt længere tid at udvikle det. Det er i hvert fald den mest gængse teori, siger Mikkel Stelvig.
Når elefantungen kommer ud, vejer den cirka 100 kilogram. Herefter tager den cirka et kilogram på om dagen.
- Elefanter spiser enormt meget - især under drægtigheden. Det er jo et stort arbejde, og der skal meget protein til, siger Mikkel Stelvig.
Selvom tommelfinger-reglen er, at store pattedyr har lange drægtighedsperioder, fordi de føder store unger, er der dog undtagelser. Naturen kan finde andre måder at gøre tingene på. Det gælder for eksempel i næste eksempel.
Føder nærmest for tidligt
Mens elefantens afkom er stor og tung, er det lige modsat hos pandaen. En nyfødt pandaunge vejer ikke mere end omkring 100 gram.
- Det er det dyr, som føder den mindste unge i forhold til kropsstørrelsen. En voksen panda kan veje omkring 100 kilogram, så den er cirka 1.000 gange større end sin nyfødte unge, siger Mikkel Stelvig.
Den lille, nyfødte pandaunge er lyserød uden pels. Den er blind i de første otte uger og kan stort set ingenting.
- Den er virkelig hjælpeløs. Det er lige før, at vi kan tale om, at den er født for tidligt. Faktisk er den for tidligt født i forhold til den udvikling, vi ser hos andre bjørnearter. Både i størrelsen og knoglestrukturen, siger Mikkel Stelvig.
- Det er lige på grænsen i forhold til, hvad der kan lade sig gøre. Og vi ved faktisk ikke, hvorfor naturen har tilpasset sig på den måde, fortsætter han.
Isbjørnen, som du kan læse mere om længere nede i artiklen, føder også en forholdsvis lille unge. Den vejer cirka 500 gram.
- Her har man en teori om, at det er bedre, at ungen hurtigt kommer ud i fødehulen, så den kan komme op og die af en meget fed mælk. Det giver en mere effektiv omsætning af morens fedtlager til energi til ungen i stedet for, at det bliver omsat via en moderkage og blodtilførsel. Men om det også gælder hos pandaen, ved vi ikke, siger Mikkel Stelvig.
Fostre kæmper om at overleve
Nogle pattedyr er kun drægtige i under en måned.
Det gælder for eksempel den tasmanske pungdjævel, der er drægtig i cirka 21 dage.
Herefter føder den 20 til 40 fostre, som hver især er på størrelse med en negl.
Den korte drægtighed er dog langt fra det mest forbløffende ved pungdyrets måde at sætte sit afkom i verden på.
Når fostrene bliver født, skal de kæmpe om at overleve.
- Fostrene skal kravle op til pungen fra livmoderåbningen. Her er det så et kapløb om at komme først til en af morens fire dievorter. Det er kun de fire første, der får mad fra dievorterne. Alle de andre fostre dør, siger Mikkel Stelvig.
- Det er natur på den hårdeste måde, og hvis man er kynisk, så er det jo rigtig smart rent biologisk. Allerede her bliver de svageste sorteret fra, fortsætter han.
De fire unger, som får glæde af dievorterne, suger sig fast til dem i cirka tre måneder.
- Processen er lidt den samme hos mange andre pungdyr. Blandt andet kænguruen. Man kan jo diskutere, om ungerne kan anses for at være rigtig født, inden de kommer ud af pungen. De er jo suget fast til dievorten og kan slet ikke klare sig før, siger Mikkel Stelvig.
Ingen føde i tre måneder
Isbjørnens drægtighedsperiode er lidt speciel.
Bjørnen parrer sig om foråret, hvor hun bliver befrugtet med et lille æg i livmoderen.
Men der sker ikke noget med ægget, før vi når efteråret.
- Isbjørnen skal først bruge tid på at æde sig tyk og fed. Når kroppen så finder ud af, at den har fedt nok til at kunne opfostre en unge, sættes drægtigheden i gang. Den varer nogle måneder, siger Mikkel Stelvig.
Isbjørnen føder sine unger i en ynglehule, som den graver i sneen.
Her ligger hun så i tre måneder og skal klare sig på energien, hun har fået fra den føde, hun allerede har spist.
Isbjørnen skal føde og passe sine unger og kommer ikke ud af hulen for selv at spise i de tre måneder.
Isbjørneungerne vejer cirka 500 gram, når de bliver født, men når de kommer ud af hulen, vejer de cirka 15 kilogram.
Det betyder, at moren taber sig adskillige kilogram, som hun må tage på igen efter de tre måneder.
Denne gang med unger på slæb.
Her er det hannen, der føder
Vi snyder lige lidt her til sidst ved at hoppe helt ud af pattedyrklassen.
I andre dyreklasser kan det nemlig blive noget mere bizart.
Tag for eksempel søheste. Når de parrer sig, lægger hunnen sine æg i en lille pung på hannens mave.
- Herefter befrugter hannen æggene og beskytter dem, indtil de udklækkes. Og så føder hannen ungerne, siger Mikkel Stelvig.
Søhesten føder op til flere hundrede unger ad gangen. De kan dog yngle af flere omgange og kan derfor ende med at komme op på flere tusinder unger.