Idas syn forsvinder: Nu har hun fyldt sit liv med lyd

Et svækket syn har givet Ida Marie Christensen ører som paraboler.

Hun var 12 år gammel, da beskeden kom. Ida Marie Christensen fik at vide, at hun skulle miste synet.

Ida er ramt af Stargardt sygdom, som angriber øjets nethinde. I dag har hun kun omkring 10 procent af sit syn tilbage, og hun ved ikke, om hun kommer til at miste det helt.

En hverdag næsten uden syn har gjort det nødvendigt for Ida, at blive mere opmærksom på lyde. Hun genkender for eksempel venner og bekendte på deres stemmer, latter og sågar den måde, de går på.

Ørerne er blevet til paraboler

Hverdagen kan måske virke lidt uoverskuelig, hvis du blev tvunget til gå rundt med et par alt for stærke briller. Men Ida har trænet sig til at bruge sin hørelse rigtig meget.

- Det er som om, mine ører er blevet til to små paraboler, der bare opfanger en helt masse lyd.

Det er ikke videnskabelig bevist, at man får en bedre hørelse af at miste synet. Men man kan træne sin hørelse ved at bruge den aktivt - også selvom man ser helt fint.

Ida har endda så godt som indrettet hele sit liv, så lyden er omdrejningspunktet.

Hun studerer på musikkonservatoriet i Aalborg og træner både sin fysik og hørelse, når hun spiller parasporten goalball, der er et boldspil, hvor man ikke må kunne se. Her er hun lynhurtigt kommet på landsholdet og træner nu op til kvalifikationsturneringen til paralympiske lege i Japan.

På den måde har Ida mistet sit syn, men til gengæld fået glæde af en masse lyd. Og hun vil til hver en tid hellere være blind end at være døv.

Se og hør Ida fortælle sin historie i videoen herover.