Nu nærmer juleaften sig, og julefreden skulle gerne sænke sig over Danmark.
Men det ikke altid tilfældet.
December er pludseligt fløjet afsted med juleindkøb, drillenisser til børnene og oppyntning af både juletræ, hus og have.
Det kan være stressende at holde jul, og det understreger en ny, mindre amerikansk undersøgelse.
Her har cirka 2.000 forældre i et spørgeskema svaret på, hvordan julen føles for dem og deres børn.
18 procent af forældrene angiver, at deres stressniveau er højt op til højtiden.
Og det giver god mening, at julen kan være stressende.
Det fortæller Torben Bechmann Jensen, der er socialpsykolog og lektor ved Københavns Universitet.
Han mener, at vi bør skrue ned for vores forventninger.
- Der er sjældent overensstemmelse mellem virkeligheden og de idealer og forventninger, man har til julen. Det er umuligt at leve op til de forestillinger om, hvordan julen skal være. Det kan presse en familie hårdt, siger han.
Minder fra egen barndom kan stresse
De urealistiske foreventninger til den perfekt jul kan stamme fra vores barndom.
- For mange er det årets begivenhed for familien. Særligt hvis man har børn. Forældrene vil leve op til det, de forestiller sig, at børnene forventer, siger Torben Bechmann Jensen og fortsætter:
- Her kan forældrene også have en idé om, hvordan en rigtig jul er fra deres egen barndom. Forventningerne er billeder, der er opbygget over mange år om, hvordan julen skal være, se ud og føles, siger Torben Bechmann Jensen.
Også hvis din barndoms juleaftener ikke har været fyldt med glæde og harmoni, kan det spille en stor rolle.
- Mange har dårlige minder omkring juleaften. Det er smerternes fest, og mange ønsker, at deres egne børns jul skal være helt anderledes og opfylde alle juledrømme, siger han.
Forventningerne til, hvordan julen skal forløbe kommer også fra andre kanter end ens egen barndom.
- Der er meget fokus på julen både i omtalen af højtiden blandt venner og familie og det store fokus i julehandlen, i medierne og på sociale medier. Der er mange steder, hvor man kan hente ‘inspiration’, men det kan være med til at skrue forventningerne helt i vejret, siger han
Mødre er mere stressede end fædre
Undersøgelsen viser, at dobbelt så mange mødre som fædre er stressede i juletiden.
Det mener Torben Bechmann Jensen skyldes, at nogle mødre føler en stor forpligtelse for, at julen bliver perfekt.
- Nogle mødre har den opfattelse, at det er deres job. De skal være garanter for, at børnene får den bedste jul nogensinde. Den opfattelse kan nogle gange være understøttet af deres ægtefæller, siger han og fortsætter:
- Nogle fædre henter juletræet og køber en gave eller to, men ellers bidrager de ikke til organiseringen af julen. Det er en kæmpe opgave hvert år for mødrene.
Torben Bechmann Jensen understreger, at det kan lyde gammeldags, men ikke desto mindre tror han, at det er tilfældet.
- Nogle kvinder står ikke bare for madlavningen til jul, men også for oppyntning, hygge, aktiviteter og børnene. Hvis manden kan klare sig selv eller hjælper en smule til, føler han, at han har sin løst sin opgave, siger han.
Stress kan gå ud over børnene
Du kender måske situationen, hvor der stresses hele dagen for at gøre julemiddagen klar, før gæsterne kommer.
Man kan mærke, at ens lunte bliver kortere, og man skælder lidt mere ud på børnene, end man ville have gjort en hver anden dag.
Det kender 20 procent af de amerikanske forældre i den nye undersøgelse i hvert fald. De oplever, at deres høje niveau af stress kan stikke en kæp i hjulet på deres børns juleglæde.
Man skal derfor skrue ned for forventningerne, hvis man skal undgå at ødelægge børnenes juleglæde.
- Sorter i jeres juleaktiviteter. Både gennem december og til juleaften. Man behøver ikke både stille risengrød frem til nissen, bage syv slags småkager, lave drillenisse, lave konfekt og have pakkekalender hver dag. Det er med til at køre forventningerne helt i vejret til juleaften, siger Torben Bechmann Jensen og fortsætter:
- Jeg forstår godt, at forældrene er bekymrede for, at deres stressniveau går ud over børnene. Det bedste råd er derfor at skrue ned for sine egne forventninger til julen. Fokuser i stedet på, at der skal være ro og god tid til de aktiviteter, man så vælger.