Tisseri i klædeskabet, madlavning midt om natten eller en kæreste, der står og stirrer nede ved fodenden af sengen.
Hvis du har oplevet, at en i din husstand har gået i søvne, så ved du, at det kan være sjovt, uhyggeligt og potentielt farligt, når personen render sovende rundt.
Men hvad kan du gøre?
Du må jo ikke vække en søvngænger. Det kan gøre dem meget chokeret og endda voldelige. Man kan det nu også passe?
- Det er der ikke hold i. Det er en gammel myte uden indhold, siger Poul Jørgen Jennum, som er professor i klinisk neurofysiologi og leder af Dansk Center for Søvnmedicin ved Rigshospitalet, og fortsætter.
- Du må gerne vække en søvngænger. Hvis de er ved at hoppe ud ad vinduet, er det da bedre at vække dem end at lade dem fortsætte.
Poul Jørgen Jennum forklarer, at man ser tilfælde, hvor folk er kommet til skade, har forladt deres hjem eller er hoppet ud ad vinduet i søvne.
- Men det er meget sjældent. Så hvis personen ikke har gang i en farlig aktivitet, så er det helt ufarligt at gå i søvne, siger han.
Din hjerne sover med et øje åbent
For at forstå, hvorfor nogle går i søvne, må man først forstå, hvordan hjernen fungerer, når du sover.
Når man vågner efter en god nats søvn, kan det føles som om, at hjernen har været helt slukket. Men det er slet ikke tilfældet.
- Når man falder i søvn, så tænder og slukker hjernen ikke bare. Det er en dynamisk mekanisme, hvor man går fra den ene tilstand til den anden. Forskellige centre i hjernen kan åbne op og lukke ned, siger Poul Jørgen Jennum.
Alle dele er altså ikke slukket, når du sover. Du har nemlig brug for at kunne vågne, hvis huset brænder, eller babyen græder.
- Hjernen har nogle overvågningsmekanismer, som er tændt, selvom vi sover. Man skal kunne reagere på fare. Så det er smart, at hjernen ikke bare lukker og slukker, når man sover, siger han.
Overvågningsmekanismerne ligger og monitorerer, hvad der sker rundt omkring en: Er der fremmede lyde eller noget på kroppen, der ikke bør være der?
Knald på bevæge-regionen
Aktiviteten i de forskellige centre gør også, at du eksempelvis kan vende dig, når du sover.
- Hjernen har lukket ned for bevidstheden, men der kan åbnes for bevæge-aktiviteten. Det hedder kortikal dissociation. Og det er egentlig meget smart. Så kan du flytte din arm, hvis den ligger i klemme eller trække dynen op uden, at du vågner, siger Poul Jørgen Jennum.
Men når du går i søvne, er det fordi, bevæge-regionen bliver åbnet for meget.
- Mekanismen ved søvngængeri kaldes arousal disorder. Det kan nemlig ske, at vi tænder lidt for meget op for motoraktivitet-området i hjernen. Det er her, vi har bevægelses-aktiviteten. Og så kan man finde på at lave ting og sager, selvom man sover, siger Poul Jørgen Jennum.
Han forklarer, at søvngængeri kan være generende, men det er oftest ufarligt.
I nogle tilfælde kan der være alvorlige sygdomme forbundet med søvngængeri som fx epilepsi.
Men for langt de fleste er det helt naturligt og ufarligt at gå i søvne.
Og det begynder faktisk allerede, når du er barn.
Børn råber og larmer - også i søvne
- Man ser særligt arousal disorder hos børn, fordi hjernen stadig er ved at udvikle sig. Hos børn ser man også ofte søvnrædsel, hvor deres bevidsthed er skruet ned, men de er aktive motorisk, hvor de fx skriger og råber, siger Poul Jørgen Jennum.
Mange børn oplever søvnrædsel eller arousal disorder, fordi deres hjerner er enormt aktive under søvnen.
- Men når barnet er 4-5 år, så når hjernen sin maksimale udvikling, siger han og fortsætter.
- Vi ser søvnrædsel og arousal disorder som led i hjernens udvikling, og det er meget almindeligt. Hvis det sker efter tiårsalderen, så vil barnet have arousal disorder resten af livet.
Hvis du har haft arousal disorder som barn, så er der altså risiko for, at du får det som voksen.
Men det er stadig en lille procent af voksne, der er søvngængere.
De fleste vokser nemlig fra det.
- Det er omkring fem procent af børn, der har arousal disorder. Og mange vokser fra det igen, så det er ikke så mange voksne, der går i søvne, siger Poul Jørgen Jennum.
Og hvorfor nogle overhovedet går i søvne, mens andre ikke gør, er der en helt enkel forklaring på.
- Det er simpelthen fordi, vores hjerner er forskellige, siger han.