En 30-årig kvinde fra Argentina er muligvis blevet kureret for HIV udelukkende ved hjælp af sit eget immunforsvar.
Sådan lyder konklusionen i en ny forskningsartikel.
Kvinden blev diagnosticeret med HIV tilbage i 2013, hvor hun boede sammen med en partner, der var HIV-positiv og ikke i behandling med medicin. Han smittede hende formentlig dengang.
Forskerne kan ikke sige med 100 procent sikkerhed, at kvinden er fuldstændig kureret. Men i de seneste otte år har de undersøgt kvinden igen og igen uden at kunne finde intakt virus i hendes krop.
- Normalt når en person bliver smittet med HIV, vil der komme målbart virus i blodet, og ret hurtigt vil personen have 100.000 til millioner af viruskopier per milliliter blod, siger Ole Schmeltz Søgaard, der er professor på Aarhus Universitet, hvor han forsker i at kurere HIV.
Han har kigget på forskningsstudiet med kvinden.
- Her har forskerne ikke formået at vise, at der er viruspartikler i blodet på kvinden, siger Ole Schmeltz Søgaard.
Til gengæld kan forskerne se, at kvinden har dannet antistoffer mod HIV-virusset.
- Fordi hun danner antistoffer, er det er tegn på, at der har været virus i kroppen, siger Ole Schmeltz Søgaard.
Den argentinske kvinde havde ikke modtaget nogen form for behandling.
Hun er desuden et af meget få mennesker på verdensplan, der ser ud til at være kureret for HIV.
Undersøgte 1,2 milliarder celler
HIV-virus formerer sig normalt ved at kopiere sig selv inde i kroppens celler.
Derfor prøvede forskerne at måle antistoffer og lede efter fragmenter af HIV-DNA i kvindens celler.
Forskerne har ledt efter virus-DNA i 1,2 milliarder af hendes hvide blodceller. I syv af de 1,2 milliarder celler har de fundet spor efter virusset.
- Det vil sige, at der er tale om fragmenter og ikke et helt virus, som kan kopiere sig selv, siger Ole Schmeltz Søgaard.
- Men det er tegn på, at der altså har været virus i kroppen, eller at det stadig er der, men bare er skjult, fortsætter han.
Ifølge Ole Schmeltz Søgaard kan der være flere årsager til, at forskerne ikke har kunnet finde virus i kvinden.
- En mulighed er, at det er hendes immunforsvar, der har kunnet kontrollere virusset fuldstændigt og sørget for, at det aldrig har etableret sig. En anden mulighed er, at virusset fra start har været så defekt, at det ikke rigtig har fået gang i infektionen, siger han.
Der findes også personer, forklarer Ole Schmeltz Søgaard, der mangler det ene overflademolekyle på cellerne, som HIV skal bruge til at inficere cellerne med. De kan fra naturens side nærmest ikke blive smittet med HIV.
- Men det har forskerne også undersøgt, og det ser ikke ud til at være tilfældet med kvinden her, siger Ole Schmeltz Søgaard.
Kan måske bruges i kampen mod HIV
Selvom kvindens situation er et enestående tilfælde, kan vi måske bruge den i kampen mod HIV.
- Det her er meget sjældent og helt usædvanligt. Men det viser, at det er muligt at kurere HIV. Kan vi finde årsagen til, at hun ikke har udviklet normalt HIV, har vi et værktøj, vi kan bruge i forskningen af behandling af HIV, siger Ole Schmeltz Søgaard.
- Hvis vi for eksempel kan sige, at det lige præcis er disse egenskaber ved en immuncelle, der skal til for at fjerne HIV, så kan vi måske genskabe dem hos andre personer med vaccination eller genterapi, fortsætter han.
Selvom meget få mennersker er blevet kureret for HIV gennem historien, findes der i dag medicin, der gør, at flere kan leve med virusset.