Mink mæsker sig i rekordmeget antibiotika

Vi skal tilbage til 2004, før antibiotikaforbruget til mink var lige så højt som nu. En løsning er på vej, fortæller minkavlernes brancheforening.

- Vi har ingen information om, at der har været voldsomme sygdomsudbrud eller andet, der kan forklare så stor en stigning, fortæller Birgitte Borck Høg fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU. (Foto: © Fabian Bimmer, Scanpix)

Mens det generelle forbrug af antibiotika til danske dyr faldt med tre procent i 2017, gik det stik modsat for én bestemt branche.

De danske minkavlere brugte cirka 800 kilo antibiotika mere end de gjorde året forinden.

Det svarer til en stigning på 15 procent på ét år.

Det viser nye tal i den årlige Danmap-rapport, som tager temperaturen på antibiotikaforbruget og resistensudviklingen i Danmark.

- Vi har ingen information om, at der har været voldsomme sygdomsudbrud eller andet, der kan forklare så stor en stigning, og der er ikke indsendt flere prøver til DTU Veterinærsinstituttet, som kunne give en forklaring, fortæller Birgitte Borck Høg fra DTU, som har været med til at lave rapporten.

Hos brancheforeningen for danske minkavlere, Kobenhagen Fur, er man ikke glade for udviklingen:

- Det er en stigning, vi i erhvervet ikke er tilfredse med. Den er hverken acceptabel eller bæredygtig, siger Sander Jacobsen fra Kobenhagen Fur.

Manglende antibiotikavejledning

Stigningen gør, at forbruget af antibiotika til mink sidste var det højeste siden 2004.

Men siden 2012 er forbruget faktisk gået op år for år. Og selv om forbruget i branchen kun svarer til seks procent af det samlede antibiotikaforbrug til dyr, er det en uheldig udvikling, vurderer Birgitte Borck Høg.

Det skyldes, at et højt antibiotikaforbrug øger risikoen for udvikling af såkaldte multiresistente bakterier. Altså bakterier der ikke reagerer på de fleste typer antibiotika, og som vi dermed står forsvarsløse overfor.

Birgitte Borck Høg mener, at det derfor er vigtigt, at man finder årsagen til udviklingen for dernæst at kunne vende den.

Mere hjælp på vej

Der findes på nuværende tidspunkt ikke en vejledning til minkbranchen i samme stil med de vejledninger, der findes til andre brancher. Fx. svine- og kvægbranchen.

Men hos Kobenhagen Fur, som bl.a. er brancheforening for danske minkavlere, ser man positivt på at få mere vejledning til dyrlæger og avlere.

Derfor er foreningen sammen med Dyrlægeforeningen, Fødevarestyrelsen samt de praktiserende minkdyrlæger i gang med at lave en såkaldt handlingsplan.

- Der vil være 18 konkrete tiltag, fortæller Sander Jakobsen.

Der er bl.a. ambitionen, at avlere og dyrlæger bliver mere fokuseret på korrekt antibiotikaforbrug, og at man i højere grad vil kunne sammenligne antibiotikaforbruget på tværs af branchen.

'Gul kort'-ordning nedbringer forbruget hos svin

Hos svin, der står for tre-fjerdedele af det totale antibiotikaforbrug til dyr i Danmark, var der i 2017 et fald på fire procent.

Forskerne vurderer i den nye rapport, at faldet blandt andet skyldes, at der i svinebranchen er en såkaldt 'gult kort'-ordning. Det påbyder svinebesætninger, som overskrider de gældende grænseværdier for antibiotikaforbrug, at nedsætte forbruget.

Der findes ikke en lignende ordning for minkavlere. I stedet håber Kobenhagen Fur, at de minkavlerne kan vende udviklingen med handlingsplanen, som foreningen forventer at offentliggøre indenfor få uger.

- Og så håber vi på at se en effekt allerede fra næste år, fortæller Sander Jakobsen.