Pfizer-vaccine ser ud til at give delvis beskyttelse mod omikron

Ekspert er fortrøstningsfuld, hvad angår vaccinen-beskyttelse mod den nye variant.

Langt de fleste forskere er enige om, at det er meget usandsynligt, at vaccinerne slet ikke virker mod omikron, siger vaccine-ekspert. (Foto: © Joel Saget, Ritzau Scanpix)

Forskere arbejder lige nu på højtryk for at finde ud af, hvor godt vaccinerne virker mod corona-varianten omikron, der spreder sig hurtigt i verden.

Nu er de første resultater fra test af Pfizer-vaccinen dukket op.

De peger i retning af, at vaccinen ikke beskytter lige så godt som mod andre varianter. Men den ser ud til at give en delvis beskyttelse.

Resultaterne kommer fra et lille studie fra Det Afrikanske Institut for Sundhedsforskning. Studiet er endnu ikke peer-reviewed, hvilket vil sige, at det ikke er blevet fagbedømt af andre uafhængige forskere.

Resultaterne kan ændre sig i takt med, at der bliver lavet større studier af vaccinernes beskyttelse. Det forklarer Camilla Foged, der er professor i vaccinedesign på Københavns Universitet:

- Det er for lille et studie til at konkludere noget med sikkerhed. Men det er da en indikation, siger hun og fortsætter:

- Vi bliver meget snart klogere på det. Så lige nu skal vi slå koldt vand i blodet.

En booster kan forbedre beskyttelsen

Forskerne har analyseret blod fra 12 personer, som var blevet vaccineret med to stik af Pfizer-vaccinen.

Overordnet viste antistofniveauet sig at være 40 gange lavere end mod den oprindelige variant af virusset.

Men i fem ud af seks tilfælde var der stadig nok antistoffer til at bekæmpe omikronvarianten.

- Og det er vigtigt at holde fast i. Vi ved også, at et tredje stik vil øge antistofniveauerne. Så det er gode nyheder, siger Camila Foged.

- Langt de fleste forskere er enige i, at det er meget usandsynligt, at vaccinerne slet ikke virker mod omikron. Så jeg er fortrøstningsfuld, fortsætter hun.

Medicinalfirmaet Pfizer-BioNTech har netop meldt ud i en pressemeddelse, at tre stik ser ud til at give bedre beskyttelse end to stik mod omikronvarianten.

Handler ikke kun om antistoffer

Forskere fra Sverige har også løftet sløret for nogle foreløbige resultater af Pfizer-vaccinens effekt på omikron-varianten.

De har ligesom de sydafrikanske forskere kigget på antistofniveauet og skriver i et tweet, at vaccinen ikke virker lige så godt som på delta-varianten, men det er ikke så slemt, som de havde forventet.

Det svenske studie er heller ikke peer-reviewed endnu.

Forskere arbejder stadig på at finde ud af, hvor høje niveauer af antistoffer, der skal til for at man er godt beskyttet mod smitte.

Men beskyttelse mod corona handler ikke kun om antistoffer.

Antistofferne udgør kun en del af immunresponset, der skal beskytte os. En anden vigtig del er de såkaldte T-celler. Det er immunceller, som bekæmper de celler, der er blevet inficeret med coronavirus.

- Vi ved simpelthen ikke, om det er T-celler eller antistoffer, der er vigtigst. Eller om de begge er vigtige, sagde professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet Martin Tolstrup til DR for en måned siden.