Når vi taler om sygdom, er det ofte med vendinger om, at vi skal holde os i ro. Vi ”bliver i sengen”, ”kryber ned under dynen”, ”tager en slapper” eller ”snupper en dag på langs”.

Men hvis vi er rigtigt syge, skal vi i stedet gøre det stik modsatte og se at komme op i omdrejninger.

Det mener humanbiolog og seniorforsker Pernille Højman fra Rigshospitalets Center for Aktiv Sundhed, som har haft lovende resultater med at bruge motion i kampen mod kræftceller.

Mus i løbehjul og mennesker på maskiner

Effekten er i første omgang dokumenteret ved forsøg på mus, der fik adgang til at spæne i løbehjul.

- Men det ser ud til, at den også gør sig gældende hos mennesker. Lige netop på det her punkt er der ikke så langt fra mus til patienter, forklarer hun.

I givet fald vil kræftpatienter, der bliver anbragt på en motionscykel, kunne trampe sig til et bedre immunsystem.

- Vi arbejder allerede med at træne patienter med kræft i spiserøret inde på vores afdeling, og der ser vi mange af de samme ting, som der sker i musene.

- Når man sætter patienter op på en kondicykel, får man også mobiliseret deres immunceller, siger Pernille Højman.

Stressreaktion af den gode slags

Hovedansvaret for den gavnlige effekt ligger hos ”kamphormonet” adrenalin, der udløses i forbindelse med hård træning, hvor pulsen bliver banket i vejret.

Pernille Højman understreger, at kræftpatienterne ikke bliver sat til at løbe maratonløb. Hvis de i forvejen er svækkede af sygdom, vil alene det at stå op og gå en tur eller tage en omgang på kondicyklen være tilstrækkeligt hårdt til, at det har den ønskede effekt.

- Vores største depot af blodceller ligger i milten og i vores lymfeknuder i knoglemarven. De immunceller kan man få mobiliseret og sat i spil, hvis man motionerer.

- I virkeligheden sker det samme, hvis man bliver enormt stresset og ens adrenalinniveau også stiger. Så får man også mobiliseret de her immunceller. Det er en del af vores klassiske og basale stressrespons, forklarer Pernille Højman.

I radioprogrammet Brinkmann på P1 diskuterer hun mekanismen med værten, psykolog Svend Brinkmann. De får sammen slået fast, at det kun er den kortvarige motions-udløste stressreaktion, der er gavnlig. Og altså ikke stress i al almindelighed.

Patienter glade for at gøre noget

De fleste af de kræftpatienter, som Pernille Højman og kollegerne har bedt om at motionere, har taget godt imod budskabet.

- Vi troede selv, det ville være et stort problem. For vi spørger dem samme dag, som de får en kræftdiagnose. Men rigtig mange har lyst til selv at gøre noget, fortæller Pernille Højman.

Psykolog Svend Brinkmann forstår godt, at patienterne er glade for muligheden for selv at bidrage til behandlingen. Men han spørger også, om det kan være et tveægget sværd.

- På den ene side er der nok noget gavnligt for rigtig mange i at føle, at de har kontrol over deres sygdom og deres liv.

- Men er der måske en risiko for at bebrejde offeret ved at ansvarliggøre patienten? Når man så måske ikke klarer den, så er det ens egen skyld. Man kunne bare have motioneret mere eller have taget ansvaret for sin egen sygdom, spekulerer Svend Brinkmann.

Seniorforsker Pernille Højman anerkender, at det er en reel problematik. Især hos kræftpatienter, der går gennem et voldsomt forløb.

- Så det skal ikke kun ligge på patienternes skuldre at gå ud og få den her træning. Det skal være en del af den behandlingspakke, de får, mener hun.