Svært ved at få børn? Bred vifte af kemikalier kan være årsagen

Hverdagsprodukter med bestemte kemikalier er måske skyld i, at sædceller ryger på afveje i livmoderen. Det viser dansk forskning fra én af fem finalister ved Ph.d. Cup 2018.

Nogle par har svært ved at få børn. Og det kan muligvis skyldes kemikalier fra forskellige hverdagspordukter. Det mistænker en dansk forsker.

Opdatering: Grafikken af solcremen er blevet ændret, da det tidligere billede potentielt kunne forveksles med et bestemt mærke. Og det har ikke været intentionen.

Nogle par har sværere ved at få børn end andre. Og det kan være frustrerende, når der efter flere år stadig ikke dukker to streger op på graviditetstesten. Skyldes det alderen, sygdom, overvægt eller noget helt fjerde?

Årsagerne kan være mange. Men noget tyder på, at bestemte kemikalier kan spille en uheldig rolle.

Forskere fra Københavns Universitet og Rigshospitalet har i laboratorieforsøg undersøgt, hvordan mere end 100 udvalgte kemikalier kan påvirke sædceller.

- Vi fandt ud af, at over en tredjedel af de her kemikalier faktisk kan påvirke sædcellerne direkte. Kemikalierne kan nemlig efterligne effekten af det kvindelige kønshormon progesteron og dermed forstyrre kommunikationen fra ægcellen til sædcellen, siger Anders Rehfeld, der er læge og ph.d. i Health and Medical Sciences fra Københavns Universitet. Han står bag forskningen.

De forskellige kemikalier findes i mange forskellige slags hverdags-produkter, blandt andet solcremer, tandpasta, sæbe og produkter med sødestoffer.

- Forsøgene er dog kun laboratorieforsøg, og vi kan ikke etisk forsvare, at afprøve kemikalierne på mennesker. Så emnet kræver mere forskning, siger Anders Rehfeld.

En GPS for sædcellerne

Sædcellen finder vej til ægcellen.

En mand med en normal sædkvalitet leverer millioner af sædceller i en portion sæd. Men der skal kun én enkelt sædcelle til at befrugte ægcellen og dermed gøre kvinden gravid.

For at det kan ske, skal sædcellen på rejse gennem de kvindelige kønsveje. Og her får den hjælp til at finde vej. Ægcellen frigiver nemlig det kvindelige kønshormon progesteron, som lokker sædcellerne til sig.

Lige omkring ægcellen vil der være en høj koncentration af progesteron. Det kan sædcellen fornemme, og derfor svømmer den mod ægcellen.

Men ifølge Anders Rehfeld kan forskellige kemikalier efterligne effekten af progesteron. Disse forskellige kemikalier kan være til stede overalt i de kvindelige kønsveje.

- Så jeg mistænker, at kemikalierne kan lede sædcellen på afveje i livmoderen. Og dermed kan det være en af årsagerne til, at nogle har svært ved at blive gravide, siger han.

Anders Rehfeld mistænker, at sædcellen bliver forvirret af forskellige kemikalier og dermed bliver ledt på afveje i livmoderen.

Mere fokus på området

Anders Rehfeld håber, at hans forskning vil sætte mere fokus på, hvordan kemikalier påvirker kroppen. Personligt har projektet været en øjenåbner.

- Som læge blev jeg overrasket over, hvor lidt jeg vidste om det her, da jeg startede. Det er jo sindssygt, at man putter nogle produkter i en creme, som ryger gennem huden og ind i blodbanen. Der har de jo ingen funktion. Så hvorfor har man sat produkter på markedet, der kan det?, siger Anders Rehfeld.

Han mener ikke, at forskningen skal få folk til at ændre adfærd. Men i stedet, er det noget, som vi bør se på som samfund.

- Vi bør spørge os selv, om der er nogle af de her kemikalier, vi kan undgå at bruge. Eller om der er nogle af dem, som man kunne skifte ud. Der er mange områder, hvor det her kan skabe stof til eftertanke, selvom vi ikke har det endelige videnskabelige bevis, siger Anders Rehfeld og fortsætter:

- Politikerne bør derfor tage stilling til, om det er hensigtsmæssigt at bruge alle de her kemikalier.

Anders Rehfeld er en af de fem finalister ved PhD Cup 2018. Showet kan ses på DR2 fredag klokken 21.30 - eller ved snigpremiere onsdag 18.30 på DR TV.