Familien Christmann kendte symptomerne alt for godt, da August som treårig begyndte at ændre sin måde at tale på.
Der var ord, han begyndte at undgå, der var unaturlige brud i hans tale, og han begyndte at slubre ved bestemte ord.
Alt sammen var det tegn på, at den nu fireårige dreng var begyndt at stamme, og dermed kunne familien konstatere, at talehandicappet, der afbryder eller blokerer ens talestrøm, var nået til tredje generation i familien.
Augusts far, Niels, er i dag 41, og han begyndte at stamme for omtrent 33 år siden og gør det stadig. Niels' far, Hermann på 69, har stammet i cirka 65 år, siden han var fire, og han stammer også stadig.
Både Niels og Hermann har accepteret, at stammen er en fast del af deres liv, men der er alligevel stort fokus på hjælp til August, så han ikke skal stamme hele livet ligesom sin far og farfar.
Talehandicappet har nemlig i mange år givet dem problemer i hverdagen.
- Jeg har kæmpet virkelig meget med stammen og haft lange, svære perioder, hvor det har været rigtig hårdt, og hvor bare et lille ord, som de fleste treårige kan sige, har været som et bjerg at bestige, siger Niels.
På den måde kan stammen ofte påvirke folk psykisk, uddyber Hermann.
- Man har ikke den samme selvtillid, og man begrænser sig selv. Tit, så skammer vi os over, at vi stammer, og vi føler os på en måde skyldige over, at vi tager andre menneskers tid, siger han.
Rammer en procent
Sundhedsmagasinet på DR1 kigger i denne uge nærmere på stammen og undersøger talehandicappet, der ifølge Stammeforeningen og Sundhed.dk rammer omkring en procent af befolkningen.
Man ved ikke præcist, hvorfor stammen opstår, men den kan ramme alle.
Man ved også, at stammen kan skyldes arv, og at især mænd har større tendens til at give deres stammen videre til en søn.
Det er forskelligt fra person til person, hvad der sker, når man stammer, men ofte får personen en slags krampe i stemmelæberne eller strubehovedet, som lukker for luften og blokerer for talestrømmen. Derefter vil personen forsøge at gentage lyden, der har sat sig fast.
Niels fortæller, at det skaber nogle ubehagelige situationer.
- Det er bestemt ikke rart at stå i en talesituation og instinktivt kunne føle, at det ord, jeg skal sige om to ord eller fem ord, får jeg problemer med, siger han.
For Hermann har stammen desuden haft helt konkrete konsekvenser. Igennem et liv med talebesvær, har han oplevet, at hans stammen har betydet, han blev valgt fra til jobsamtaler, og at han har fået lavere karakterer i skolen, fordi han ikke kunne udtrykke sig ordentligt.
Hør Hermann Christmann fortælle om sin stammen.
Han har også manglet modet til at fortælle historier i store forsamlinger. For slet ikke at tale om det at fortælle vittigheder.
- Der er nogle, der har sammenlignet stammen med et fængsel. At man ikke kan komme til sin fulde udfoldelse. Man støder mod tremmerne igen og igen, hvis man vil ud. Det er nok en meget rammende betegnelse, siger Hermann.
Tidlig behandling er afgørende
Det kan have store effekter, hvis der bliver grebet tidligt ind, når børn begynder at stamme. Med den rette behandling og øvelser kan det faktisk undgås, at det kommer til at skabe problemer for et barns taleevner.
Det gælder om at skabe gode kommunikative erfaringer og succesoplevelser for barnet, mens evnen til at udvikle den del af hjernen, der står for at tale og tale flydende, er størst – hvilket er inden det sjette leveår.
Derfor har fireårige August også allerede været i ti måneders behandling hos en talepædagog, som han besøger hver 14. dag. Derudover skal han lave daglige øvelser med sine forældre i 10-15 minutter.
- Det er meget vigtigt for mig, at vi gør alt det, vi kan gøre, for at give August den bedste hjælp, så han holder op med at stamme, så han undgår de samme ærgrelser og de samme situationer, jeg har været ude for, siger Niels.
Stammen ligger altid og truer
Virkeligheden så desværre en hel del anderledes ud, dengang Hermann var barn, hvor det ikke var almindeligt at behandle børn for stammen.
Derfor kom han først i behandling som 12-årig. Den første behandling fik ham til at acceptere, at han stammede, men den fjernede ikke talebesværet.
- Jeg er faktisk ret overbevist om, at hvis jeg havde fået et tilbud, da jeg begyndte at stamme, ville jeg have stammet meget, meget mindre i dag, siger han.
Selvom Hermann har stammet, siden han var barn, så kan hans stammen stadigvæk være uforudsigelig. Han ved aldrig helt, hvor meget han kommer til at stamme på næste ord, næste sætning eller i næste samtale.
Det samme gælder for hans søn, Niels, der dog har stort udbytte af flere forskellige teknikker og øvelser, som han bruger til at forbedre sine taleevner.
- Det bliver afgjort nemmere. Men stadigvæk oplever jeg, at jeg i nogle situationer kan have sværere ved at mobilisere taleteknikken end i andre situationer, og så er det bare op på hesten igen og træne noget mere, siger han.
Det er afgørende for ham at vise folk, at han er stammer, men at han trods alt har styr på sin tale. På den måde er det ham, der styrer sin stammen og ikke omvendt, som det var engang.
For August på fire, vil stammebehandlingen fortsætte, indtil hans stammen forhåbentlig ikke længere skaber problemer for hans tale.
Niels og Hermann har hver især fundet metoder, der gør, at deres hverdag fungerer godt, selvom de har et talehandicap. Nu taler de, når de har lyst, og ikke kun, når de tør.
Og til dem, der tænker, hvordan de skal tale til folk, der stammer, så har Hermann et klart råd til, hvad man ikke skal gøre.
- Dengang jeg som barn stammede, var der tit nogen, jeg talte med, der forsøgte at gætte, hvad jeg ville sige, og de gættede meget ofte forkert. Og så blev det hele ekstra besværligt, for så skulle jeg sige nej, det var ikke det, jeg ville sige, forklarer han.