Så du med, da Phillip Faber og Mads Steffensen inviterede til ‘Fællessang - hver for sig’ under de første corona-nedlukninger?

Så er du ikke alene.

Nogle fredage tændte mere end en million danskere for skærmen.

Mens vi holdt afstand og kedede os, var målet med fællessangen at styrke det nationale bånd på tværs af landsdele og generationer.

Lidt på samme måde som det skete under 2. Verdenskrig. Her mødtes danskere i hundredtusindvis til datidens fællessang - kaldet alsang.

Men nu viser forskning, at det slet ikke var en følelse af fællesskab, vi fik ud af ‘Fællessang - hver for sig’.

- Det ser ud som om, at folk i højere grad har brugt programmet til at forstå, at landet befandt sig i en alvorlig, national krise.

Det fortæller Katrine Frøkjær Baunvig, der er lektor på Aarhus Universitet, hvor hun har undersøgt fællessangens effekt på danskerne.

Fællessang i krisetider

Fællessang blev pludselig populært i Danmark, da pandemien rasede. Og det er altså ikke første gang, at det er sket under en krise.

- Fællessang er ret interessant. Ikke mindst, hvis man er interesseret i dansk historie, hvor fællessang ofte dukker op i historiebøgerne i krisetider, siger Katrine Frøkjær Baunvig.

Et eksempel på historisk fællessang er alsang under besættelsen.

Alsang var en række begivenheder i Danmark, der blev afholdt i de tidlige krigsår under 2. Verdenskrig, hvor mange tusinde mennesker mødtes og sang sammen.

- Ved alsangen demonstrerede danskerne entydigt en form for kulturel robusthed: ‘Her er vi: Et folk som stiller sig sammen og viser, at vi synger sammen - og derfor hører vi sammen', fortæller Katrine Frøkjær Baunvig.

Sange om fædrelandet styrkede nationalfølelsen og ikke mindst følelsen af at være en del af et fællesskab.

Vi forstod alvoren, da vi sang sammen

Corona-krisen var ikke lige så tydelig en krise, som det var i 1940’erne, da store dele af verden var i krig med hinanden.

For de fleste af os var det bare en masse kedelige måneder med isolation og afstand.

- Jeg tror, at det for rigtig mange mennesker ikke føltes som en akut krise. Der var selvfølgelig mennesker for hvem, det var livstruende, og mennesker der mistede familiemedlemmer. Men i de store dele af befolkningen har corona først og fremmest været irriterende og besværlig, siger Katrine Frøkjær Baunvig.

‘Fællessang - hver for sig’ hjalp derfor mange til at mærke, at vi stod i en krise, der i starten virkede svær at forholde sig til.

Mens videoer af Familien Danmark i sang rullede over skærmen, gik alvoren op for seerne.

- Vi forstod pludselig, at krisen var akut. Og hvorfor gjorde vi det? Det gjorde vi, fordi vi sang sammen, og det plejer vi at gøre, når vi er i krise, fortæller hun.

Hvor danskerne under besættelsen brugte fællessang til at styrke følelsen af fællesskab, viste Katrine Frøkjær Baunvigs undersøgelse ingen tegn på, at det har været tilfældet under corona.

I stedet vendte det den anden vej rundt: Under krigen sang vi fællessang, fordi vi var i krise. Under corona sang vi fællessang igen og vidste derfor, at vi var i krise.

- Det viser, at den danske befolkning har et billede af fællessang som noget, der er fællesskabsdannende. Så i en vis forstand bekræfter det fællesskabet og historien om Danmark, siger Katrine Frøkjær Baunvig og fortsætter:

- Men en forstærkende følelse af forbundethed til nationen og andre danskere kunne programmet ikke hjælpe med.