Hvert år dør omkring 50.000 danskere. De fleste er gamle. Faktisk er omkring en tredjedel 85 år eller ældre, før kroppen i biologisk forstand giver op.

Uanset alder er det dog ikke alle, der mentalt er klar til at komme herfra, når kroppen er. Men hvor de fleste af os accepterer døden som et uundgåeligt livsvilkår, er den 37-årige ph.d.-studerende Morten Wied mere modstræbende.

- Jeg har altid betragtet døden som et problem. Jeg vil have et sundt liv af frivillig længde, siger han.

Derfor har Morten Wied ‘reserveret’ en fryser på Cryonics Institute i Michigan, USA. Når han dør, bliver hans krop tømt for blod, pumpet med kemikalier og lagt i flydende kvælstof ved -196 grader i en stålbeholder.

Og der skal han så ligge på ubestemt tid. Indtil den dag, hvor han forhåbentlig kan tøes op og kureres for det, der i sin tid slog ham ihjel.

Frøer kan overleve, men kan mennesker?

Morten Wied er én af en lille håndfuld danskere, der skal kryopræserveres, når han dør. Det er en teknik, hvor man nedfryser materiale og opbevarer det, så det forhåbentligt er levedygtigt, når det optøes.

I dag bruges kryopræservering især til nedfrysning af sæd og æg. Men på verdensplan er også 350 mennesker frosset ned, mens endnu flere er skrevet op til det kolde efterliv.

Men kan Morten og de andre forvente at vågne op igen?

Hans Ramløv er professor med speciale i kryobiologi på Roskilde Universitet og forsker i, hvordan lave temperaturer påvirker kuldetolerante organismer. Blandt andet den brune frø som kan overleve, at op til 65 procent af dens væv fryser til is.

Han stiller sig ikke overraskende tvivlende overfor konceptet om at fryse hele mennesker ned med forventningen om at kunne tø dem op igen.

- Vi mennesker er varmblodede, komplekse og ikke mindst store organismer med forskelligartede organer, som slet ikke er tilpassede til lave temperaturer, siger han.

Har intet at miste

Morten Wied er klar over, at han har tilmeldt sig et lotteri med usikre vinderchancer. Men har har vurderet, at han under ingen omstændigheder kan tabe:

- Jeg har ikke noget at miste. Hvis jeg ikke vågner igen, opdager jeg det jo ikke, og jeg vil ikke være mere død end alle andre, siger han.

Ifølge Morten Wied handler hans beslutning ikke om frygten for at dø eller hunger efter evigt liv. Det handler om hans kærlighed til tilværelsen og ønsket om at kunne leve, indtil han ikke har lyst længere. Og så handler det om eventyrlyst:

- Jeg forventer ikke at vågne op til et hvidklædt, blankpoleret utopia om 200 år. Jeg forventer en fremtid, der er mindst lige så kompleks som nutiden.

Hvordan det rent praktisk - og teknisk - skal foregå, hvis han i fremtiden tøes op, gør Morten Wied sig ingen tanker om. Han stoler på, at dem, der måtte ‘vække’ ham, har en rimelig solid plan.

- Jeg sammenligner det med at blive født første gang. Da havde jeg heller ingen forkundskaber i forhold til den verden, jeg kom ind. Men det gik godt første gang, så jeg har mod på at prøve igen, siger Morten Wied.

Optøning er værre end nedfrysning

Omkring halsen har Morten Wied en sølvmedaljon med et telefonnummer. Når han dør, bliver et standby-team i England kontaktet.

De flyver ind, tømmer ham for blod, fylder ham med anti-frostvæsker, som han kalder det, og gør ham klar til rejsen til Michigan.

Optimalt set dør han på et sygehus, så processen hurtigt kan påbegyndes, når en læge har erklæret ham død.

En stor del af den væske, der bliver pumpet ind i Morten Wieds krop, når han er tømt for blod, er glycerol, som kan trænge ind i cellerne og måske sænke den mængde is, der bliver dannet.

Isen ændrer på den sammensætning og den koncentration, der er af stoffer i kroppens celler, fortæller Hans Ramløv. Og især ændring kroppens ph-værdi og ioner (salte) er ødelæggende for vævet.

Mange af de dyr, som kan tåle, at der bliver dannet is i deres væv, har store mængder glycerol eller glukose i kroppen.

Udover glycerol ser det ifølge Hans Ramløv også ud til, at nedfrysningsfirmaerne bruger et kunstigt anti-fryseprotein og stoffer, som hjælper til at opretholde en nogenlunde normal ph-værdi:

- Men uanset kreative løsninger, er vi mennesker tilpasset 37 grader. Så hvis vi bliver frosset ned, begynder en masse af vores enzymer og andre proteiner at falde fra hinanden, vores membraner falder fra hinanden, og vores væv kan ikke opretholde balancen af salte mellem det indre af cellerne og den væske, der ligger uden om, siger han.

Værre endnu bliver det, når den frosne krop skal tøes op igen. For når de forskellige stoffer begynder at tø, og væsken udenfor cellerne blander sig med væsken i cellerne, springer de, forklarer Hans Ramløv:

- Hvis de her personer ikke var sikre på at være døde, inden de blev frosset ned, er de det helt sikkert, når de bliver tøet op.

Flydende, nedkølede organer kan være fremtiden

Der er altså langt fra frosne og ‘genopståede’ sædceller og frøer til succes med kryopræservering af mennesker.

I dag kan forskere og læger med succes kryopræservere blandet andet sæd, ægceller, hornhinder, nyreceller og sågar embryoner op til en vis størrelse.

For mere end ti år siden lykkedes det også forskere at kryopræservere en kaninnyre med en teknik, der kaldes vitrifikation - eller glasdannelse.

Det foregår ved at tilsætte nogle væsker og derefter nedkøle vævet hurtigt, så stofferne i kroppen ikke bliver udskilt fra de frosne vandmolekyler, men fastholder deres placering.

Hans Ramløv håber, at man i fremtiden kan bruge forskningen i kryobiolog til at oprette organbanker med underafkølede organer i flydende form og til at forbedre kvaliteten både af frosne fødevarer og medicinsk behandling af mennesker, der er blevet underafkølede.