Vingummi-vitaminer lover flottere og stærkere hår, men eksperter er skeptiske

Kun hvis du lider af alvorlig mangel, har du brug for ekstra vitaminer.

Hvis du er i mangel af vitaminer, kan det vise sig på forskellige måder ved dit hår. Det kan blive krøllet, hvidt eller meget tyndt. Men det er de færreste danskere, der er i vitaminmangel. (© Grafik: Nathalie Nystad)

Hvis du drømmer om flot og sundt hår, har du måske overvejet at kaste dig over de såkaldte hår-vingummier, som er fulde af vitaminer og mineraler, der skulle være gode for håret.

Der bliver i stor stil reklameret for vingummierne på sociale medier, og du kan finde dem på hylderne i både forretninger, der sælger skønhedsprodukter, og i helt almindelige supermarkeder.

Flere af produkterne lover, at de kan hjælpe dig med at "vedligeholde et normalt hår".

I annoncer for nogle af produkterne, bliver det blandt andet beskrevet, at vingummierne kan give dig et sundere og tykkere hår.

Hår-vingummierne kommer i alverdens former, farver og med forskellige smage. Så du behøver ikke engang tage en kedelig pille hver dag.

Men én ting er, at de smager godt. Virker de?

Vitaminer er vigtige for dit hår

DR har fået Susanne Gjedsted Bügel til at kigge på forskellige vitaminer og mineraler, som går igen i mange af hår-vingummierne. Hun er professor i Forebyggende og Klinisk Ernæring på Københavns Universitet.

Hendes vurdering lyder umiddelbart positiv.

Stort set alle vitaminerne og mineralerne har betydning for dit hår. De har også betydning for din hud og negle.

- Vitaminerne og mineralerne er vigtige for, at kroppen kan bygge nyt væv op. Væv bliver erstattet, når du for eksempel helt naturligt taber lidt hår hver dag. Det betyder, at der skal næringsstoffer til for, at du opbygger nyt væv til håret og dermed har et sundt hår, siger hun.

- Nogle af vitaminerne og mineralerne er mere betydningsfulde end andre, fordi de indgår direkte i, hvordan dine celler deler sig eller din krop producerer protein, hvilket er nødvendigt for en sund hårvækst.

Vitaminerne og mineralerne er altså vigtige for dit hår.

Men det betyder ikke, at du har brug for at spise vitaminer i hverken vingummibamse- eller andre former.

Lidt hårtab er ikke tegn på mangel

I Danmark får langt de fleste mennesker nemlig de vitaminer og mineraler, de har brug for, fra deres deres almindelige kost.

- Der er selvfølgelig en lille gruppe af mennesker, der af den ene eller anden grund ikke får nok vitaminer og mineraler eller har problemer med at optage stofferne i kroppen, siger Susanne Gjedsted Bügel.

- Men de personer vil vide, at de har det problem. Hvis du faktisk mangler vitaminer eller mineraler, viser det sig på forskellige måder som større ændringer i din krop. Hvis du taber lidt hår i en periode, er det ikke et tegn på, at du mangler vitaminer og mineraler.

Snup en multivitaminpille

Susanne Gjedsted Bügel vurderer altså, at det ikke nødvendigt at spise hår-vingummier.

- Det giver ikke mening hos mig, at man sælger et specifikt produkt til håret. Hvis du mangler vitaminer eller mineraler, er der andre processer i kroppen, der også får for lidt næringsstoffer, siger hun.

- Så alle vitaminerne går ikke bare til håret. De bliver sendt derhen, hvor der er brug for dem i kroppen, hvis man er i underskud. Og her ville der være andre områder i kroppen, hvor det er mere presserende end hårets vækst.

Hvis du drømmer om langt og flot hår, ser det ikke ud til, at det er hår-vitaminer, du skal investere i. (Foto: © Frederik Svaneborg, DR)

Hendes råd er, at man tager en almindelig multivitamin, hvis man vil være helt sikker på at få nok vitaminer og mineraler.

- Her er den billigste vitaminpille ligeså god som den dyreste. Det ville jeg gøre i stedet for at købe hår-vitaminer i dyre domme, siger Susanne Gjedsted Bügel.

Forskningen bag er svag

Hvis man går på jagt efter videnskabelige undersøgelser af hår-vitaminer, er der ikke mange resultater.

- Forskningen i hårvitaminer er ret svag.

Det fortæller Margit Juhasz fra University of California Irvine, der er under uddannelse som læge i dermatologi. Hun har blandt andet forsket i, hvordan forskellige medicinske produkter kan hjælpe mod hårtab, og hun hjælper også patienter, der har mistet hår.

Kunder, der har spist hår-vingummier, beretter ofte om, at vitaminerne har givet både tykkere hår, mere hår og længere hår. Dem kan man ofte læse på de hjemmesider, hvor man kan købe hår-vitaminerne.

- Vi har patienter, der lider af hårtab, der mener, at vitaminerne har hjulpet dem. Men der er ikke noget forskning, der bakker det op. Men det er selvfølgelig dejligt, hvis de har den oplevelse, siger hun.

- Alt, vi ved, er, at hår-vitaminerne ikke giver seriøse bivirkninger. Vi understreger dog altid over for patienter, at der ikke er faktiske resultater fra undersøgelser, der viser, at det hjælper på håret.

Jernmangel giver hårtab

Når Margit Juhasz får nye patienter, der lider af hårtab eller hår, der pludseligt bliver tyndere, tjekker hun altid patientens blod.

- Vi ved nemlig, at mangel på jern kan give problemer med håret. Men ellers bruger vi ikke tilskud af vitaminer og mineraler som behandling, siger hun.

Det betyder dog ikke, at man bare skal begynde at spise jern som et tilskud, hvis man synes håret er blevet tyndere.

- Hvis du er i jernmangel og tager tilskud, bliver din hårvækst normal igen. Men håret bliver ikke tykkere. Der kommer ikke mere hår, end du ellers ville have haft, hvis du ikke havde jernmangel, siger Susanne Gjedsted Bügel.

- Du skal også passe meget på her, fordi jern er meget giftigt. Det bør man bestemt ikke bare spise som kosttilskud uden at vide, om man mangler jern. Det skal du forhøre dig om hos din læge, før du spiser jern som tilskud.