Al Gore til DR om klimaforandringer: 'Vi kan stadig nå at slå bak'

I et eksklusivt interview med DR Viden forklarer den tidligere vicepræsident, hvordan han kan forblive ukuelig klima-optimist. Hans nye film har premiere i dag.

Al Gore er også til stede ved COP23 i Bonn disse dage, hvor han taler i vanligt utrættelig stil. (Foto: © Pedro Nunes, Scanpix)

- Vi har stadig tid til at sætte klimaforandringerne i bakgear og stoppe dem fra at blive værre.

Optimismen er ikke til at tage fejl af. På trods af en årelang kamp for at råbe - ikke højest, men stadig mere indtrængende - virker det som om, at den tidligere amerikanske vicepræsident og præsidentkandidat - nu dokumentarist, foredragsholder og klimaforkæmper, Al Gore, aldrig giver op.

Hør Al Gore fortælle om de konsekvenser af klimakrisen, der allerede har ramt os:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5a0d8194a11f9f0c98fc66e3

Slet ikke nu, hvor DR Viden i anledningen af den danske premiere på Gores dokumentar “An Inconvenient Sequel: Truth to the Power” (på dansk: “En ubekvem sandhed 2”), har fået bevilliget præcis 15 minutters telefoninterview med Mr. Gore.

Filmen er, som titlen ikke skjuler, en opfølger til Al Gores 10 år gamle dokumentar “En ubekvem sandhed”. Budskabet er det samme: Den globale opvarmning forandrer klimaet, og vi er nødt til at handle, hvis vi ikke vil drukne i vandmasserne eller dø i tørken.

Men hvor den første ubekvemme sandhed tjente som øjenåbner for mange mennesker, tjener opfølgeren i større grad til at indpiske optimisme i de personer, der skal kæmpe for klimaet og for at få magthaverne til at sætte det på dagsordenen: Du og jeg.

Utrættelig kamp og ekstrem optimisme

Filmen følger Al Gore under COP21-forhandlingerne i 2015, hvor han arbejder utrætteligt for de diplomatiske løsninger bag scenetæppet.

Vi ser nogle af hans mange foredrag, hvor han uddanner sine såkaldte klimaaktivister fra hele verden uden så mange andre dikkedarer end sine retoriske evner og Powerpoint-slides (nuvel, nogle ret flotte af slagsen).

Vi er med i Grønland og med i Miami, hvor vandet trænger ind i gaderne, og vi er med, da Paris-aftalen lander i december 2015, og Al Gore for én gangs skyld ligner en mand, der er klar til at tage en slapper.

Ti tider kan al den optimisme virke nærmest påtaget. Har Al Gore ikke hørt efter, når alverdens forskere fortæller os, at det bare bliver værre og værre og… Så vi spurgte ham:

Hvordan forbliver du optimistisk med de ustandselige tilbageslag?

- Jeg er meget optimistisk, fordi løsningerne på klimakrisen bliver udviklet og implementeret hurtigt nu. Danmark har været en af de store globale ledere. Særligt i forhold til at demonstrere, hvor meget elektricitet, der kan komme fra vindenergi. Og i mit eget land, USA, var næsten en tredjedel af den nytilførte el-kapacitet fra vind og sol - mest sol - sidste år. Nærmest intet var fra kul.

Ifølge Al Gore er revolutionen først lige begyndt:

- Vi er i de tidlige stadier af en global bæredygtighedsrevolution, som har den industrielle revolutions omfang og den digitale revolutions hastighed. Og prisen på nye teknologier falder måned for måned.

Gore: Donald Trump betyder intet

Han erkender dog også, at klimakrisen er skærpet i de år, der er gået, siden hans første dokumentar.

- Der været to store forandringer. En af dem er desværre, at de klimarelaterede ekstreme vejrhændelser er blevet mere ødelæggende og kommer oftere.

Heldigvis, mener Al Gore, er den anden store forandring, at de grønne teknologier er her nu, og millioner af mennesker kræver, at magthaverne tager dem i brug - og at de gør det hurtigt.

En af de ting, den tidligere vicepræsident hæfter sig mest standhaftigt ved, er Paris-aftalen. Selvom Donald Trump netop har fjernet USA's underskrift fra aftalen, kommer det ikke til at ændre noget. Heller ikke i forhold til landets egen kurs.

- USA bevæger sig fremad på trods af Donald Trump. Vi kommer til at overgå de forpligtelser, vi indgik i Paris. Og det faktum, at alle lande bevæger sig fremad, er i sandhed en kilde til håb, siger Al Gore.

Et forsvar for Paris-aftalen

Der har været en del kritik af Paris-aftalen her i Danmark. Kritikken går på, at aftalen ikke er tilstrækkelig, og at den samtidig ikke indeholder sanktioner, hvis landene bryder den. Hvad er dine tanker omkring det?

- Kineserne og inderne bevæger sig meget hurtigere, end de aftalte at gøre i Paris. De er på sporet til langt at overstige de forpligtelser, de indgik. Og selvom det er rigtigt, at der ikke er bindende sanktioner, er en af hemmelighederne bag aftalens succes, at der gruppepres mellem landene og pres fra borgere, siger Al Gore.

- Og i forhold til at den ikke skulle være vidtrækkende nok: Aftalen indeholder en revurdering hvert femte år, hvor alle lande vil blive opfordret til at se på, hvordan de kan øge deres forpligtelser under Paris-aftalen. Og fordi at prisen på grøn energi og effektiviserings-teknologi hele tiden falder, vil de fleste lande være i stand til at udvide deres forpligtelser, siger Al Gore.

Efter 14 minutter afbrydes interviewet kortvarigt af en af Mr. Gores mange medarbejdere. Det er tid til et sidste spørgsmål:

Hvad er dit næste skridt: Hvor er Al Gores store klima-tog på vej hen?

- Jeg bliver ved med at træne nye klimaaktivister over hele verden. Jeg bliver ved med at kommunikere mit budskab ud gennem medierne. Og jeg vil blive ved med at give taler rundt omkring i verden for at mobilisere handling og for at løse klimakrisen hurtigere.

Hør mere fra interviewet med Al Gore i P1's klimaprogram "Sidste mand slukker lyset" mandag den 27. november kl. 13.30.