Verden skal være mere bæredygtig. Til september vil FN beslutte sig for 17 verdensmål, der blandt andet skal sikre global bæredygtig og holde den globale opvarmning nede.
Grønne teknologiløsninger skal hjælpe på vej. Og i Danmark er virksomheder så gode til at udvikle miljøteknologier, at udenlandske delegationer kommer rejsende hertil for at blive inspireret og forhåbentligt køber dansk teknologi med hjem.
Et stort udstillingssted – House of Green - ved Rådhuspladsen i København er på kort tid blevet meget besøgt. Ligesom webportalen ’State of Green’ har op imod 30.000 besøgende om måneden.
Klimapanel efterlyser samarbejde
IPCC – FN’s klimapanel – mener, at landene skal lære af hinanden og samarbejde på tværs for at blive grønne. Og det er netop det, som er tanken med House of Green, der åbnede 4. september 2013.
I 2014 var der flere end 2600 private og offentlige beslutningstagere på besøg i House of Green alene eller i delegationer, før de rejste rundt i landet og besøgte virksomheder. Hertil kom over 100 journalister, der kontaktede House of Green for at skrive om Danmark.
Samtidig har 548 danske virksomheder og organisationer lagt 1211 danske teknologiløsninger ud på webportalen på både engelsk og kinesisk.
Danmark viser at man kan
Det gør stort indtryk udenlands, at Danmark kan producere 40 procent af elektriciteten fra vindkraft og samtidig have næsten 99,97 procents forsyningssikkerhed, forklarer Iver Høj Nielsen, pressechef for State of Green:
- Danmark har et meget stærkt brand internationalt på grund af vores ambitiøse energi- og miljøpolitik – og også på grund af de løsninger, som er synlige her.
- Det er en god journalistisk historie overalt på kloden, at den grønne omstilling ikke bare er noget, man taler om, men at det også foregår i virkeligheden; at det fungerer, og at der også er god økonomi i at implementere det, siger han.
Frederikssunds nye by inspirerer Kina
Udstillingsstedet og webportalen præsenterer alle typer danske ideer. Lige nu har man dog speciel fokus på fjernvarme og energieffektivitet, vandløsninger og bioenergi udover vindkraft.
Det handler om at skabe kontakt mellem beslutningstagere i udlandet, som står for opbygning af nye infrastruktur-anlæg og de danske samarbejdspartnere.
Fx er Frederikssund Kommune i kontakt med Kina, fordi kommunen over 30 år skal bygge en helt ny bæredygtig by, Vinge, til 20.000 mennesker, og hvor man kan vælge de rigtige energiløsninger fra start.
I næste uge får kommunen besøg af en delegation fra Fungshai, der gerne vil have inspiration til en ny ecocity, fortæller Claus Steen Madsen, direktør for Teknik, Miljø og Erhverv i P1 Morgen.
Stærke danske kompetencer
Dagen inden kommer en flok kinesiske journalister ind i House of Green.
- Målet er, at de udenlandske delegationer bliver inspireret af os – og at de også kan se mulighederne i at bruge danske løsninger, når de selv skal investere og forbedre deres bygninger, energi- eller vandsystemer, siger Iver Høj Nielsen.
- Hele verden står over for store investeringer i klimatilpasning, energi- og vandløsninger, og når Danmarks eksport af grøn energiteknologi de seneste to år er steget med henholdsvis 17 og 15 procent, og er det et udtryk for et globalt behov og stærke danske kompetencer, mener Iver Høj Nielsen.