Myndighederne i London har fundet en gigantisk klump fedt, der var ved at tilstoppe en kloak under den britiske hovedstad. Den er 250 meter lang. Den vejer 130 ton, og den består af fedt, vådservietter, olie, kondomer og bleer.
På engelsk kalder man den slags for ’fatbergs’, og det nyfundne fedtbjerg er et af de største nogensinde. Den vejer omtrent det samme som en voksen blåhval.
Det rekordstore fedtbjerg, der snor sig gennem kloakken 3,5 meter under Londons travle gadeniveau, slår med længder en af de hidtil største klumper, der blev fundet i 2013. Den var på 15 ton.
Tager tre uger at fjerne klumpen
Thames Water, der har ansvaret for kloakkerne i London, renser hvert år kloakkerne cirka 40.000 gange for større eller mindre fedtbjerge og forstoppelser. Men det seneste fund har alligevel forbløffet de erfarne kloakarbejdere.
-Fedtbjerget er et af de største, vi nogensinde har set. Det er et totalt monster, og det kræver rigtigt meget mandskab og maskineri at fjerne, for det er blevet hårdt, siger Matt Rimmer, der har ansvaret for kloakkerne i Thames Water, i en pressemeddelelse.
Thames Water regner med, at det vil tage otte mand cirka tre uger at fjerne fedtbjerget. Det kræver både hakker, skovle og højtryksspuling.
-Det svarer stort set til at brække beton op. Det er frustrerende, for situationen kunne helt være undgået, da bjerget er opstået fra fedt, olie og smørelse, som bliver skyllet ud fra køkkenvaske og fra vådservietter og engangsklude, der bliver skyllet ud i toiletterne, siger Matt Rimmer.
Toiletter bliver brugt som affaldsspand
Kloaknettet i London er gammelt og går visse steder helt op mod 150 år tilbage. Men det er ikke alderen, der er et problem, siger Inge Faldager, som er seniorprojektleder på Teknologisk Institut.
-Det er ikke kloakkens tilstand men fedtets aflejring, som giver problemer. Når det er varmt, er fedt jo flydende, og det bliver fast, når det køles ned, og så vil det jo sætte sig, uanset hvordan systemet er. Men selvfølgelig, hvis der er brud, revner og forskudte samlinger, så er der flere steder, hvor det kan sætte sig, siger Inge Faldager.
Det helt store problem er, at folk bruger toilettet som affaldsspand.
-Folk smider alle mulige ting i kloakken, som ikke hører til der. Det er vatpinde og plastiktandstikker og andre fremmedlegemer, som sætter sig fast, siger Inge Faldager.
Kunne lede til oversvømmelse i London
De seneste år er det især vådservietter, som er blevet det store problem i London, og sammen med de andre fremmedlegemer virker de som en slags legoklodser, der blokerer systemet.
Hvis det enorme fedtbjerg ikke var blevet fundet, havde der været stor risiko for oversvømmelse af kloakkerne omkring Whitechapel, hvis London var blevet ramt af kraftig regn.
Men også arbejdet med at fjerne klumpen fra den mere end 100 år gamle kloak er forstyrrende for livet i byen, hvor man ofte bliver nødt til at afspærre flere gader.
Samtidig er det også dyrt. Thames Water bruger lidt over otte millioner kroner om måneden på at rense de tilstoppede rørsystemer.
Fedtbjerge koster millioner
Fedtbjergene er især et problem for store millionbyer.
I New York er fedt skyld i 71 procent af alle blokeringer i kloakker. Og de seneste fem år har byen brugt mere end 110 millioner kroner på at fjerne dem, anslår myndighederne.
I London har problemet med fedtbjerge nået så stort et omfang, at man er begyndt at udnytte dem som ressource. Thames Water har lavet et samarbejde med et energiselskab, der laver dem om til biodiesel.
Thames Water har lagt en video ud på Twitter, hvor man kan se den tonstunge klump fedt.