Flybranche kan halvere sin CO2 udledning

Frem mod 2050 kan den enkelte flypassager uden meromkostninger få halveret sit CO2 tryk, viser nyt studie.

Arkivbillede af American Airlines fly, der letter fra Heathrow i London. Frem mod 2050 kan luftfartsindustrien nedbringe den enkelte passagers CO2 tryk med op mod 50 procent, viser et nyt studie. (Foto: © Luke MaCGregor, Scanpix)

Ved at ændre flyenes designs, effektivisere trafikstyringen og justere luftfartselskabernes operationelle rutiner, kan den enkelte flypassagers CO2 udledning nedsættes med omkring 50 procent, frem mod 2050, målt ud fra 2012 niveauet. Det hævder en netop offentliggjort rapport i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate. Analysen tager udgangspunkt i USA’s indenrigsflytrafik, der hovedsageligt består af mindre passagerfly, med kapacitet på mellem 100 og 189 passagerer og ser på i alt 21 tiltag, der kan få CO2 udledningen ned.

Kulfiberfly med åbne propeller

Først og fremmest foreslår forskerne bag rapporten, at fremtidens fly skal bygges i ren kulfiber og monteres med motorer af typer med åbne propeller.

Endvidere foreslår de at effektivisere styringen af flyenes tid i luften, hvilket kan bidrage med en yderligere reduktion på 20 procent.

I nok et markant forslag peger rapporten på, at et øget forbrug af brændstoffer fra kulstoffattige materialer, som fx cellulosebaseret biomasse, alene kan nedsætte CO2 udledningen med 10 procent.

Selvom om undersøgelsen baserer sig på USA’s indenrigstrafik, kan tallene opskaleres til globalt plan. Det understreger rapportens hovedforfatter Andreas W. Schäfer fra University College London i en mail til DR Viden.