I fremtiden skal danske fødevarevirksomheder spare vand, især rent drikkevand.
14 virksomheder og 5 forskningsinstitutioner er gået sammen om inden for de næste fem år at udvikle nye teknologier, der kan reducere vandforbruget med 15-30 procent.
Det skal ske ved generelt at bruge mindre vand i produktionen, samtidigt med at man bruger renset genbrugsvand i stedet for grundvand – og selvfølgelig uden at det går ud over fødevaresikkerheden.
Slagterikoncernen Danish Crown er med i projektet, fordi den kan se, at man har brug for et teknologisk kvantespring for at reducere vandforbruget yderligere.
Skal spare vand og sælge i udlandet
Der er afsat 98 millioner kroner til projektet INNO+VIP (Vandeffektiv Industriel Produktion). Den statslige Innovationsfonden giver halvdelen af pengene.
Resten af pengene kommer fra virksomhederne og forskningsinstitutionerne som CBS, Københavns Universitet og DTU, der har indgået en partnerskabsaftale, skriver Innovationsfonden i en pressemeddelelse.
Partnerskabet vil teste de nye vandbesparende løsninger hos 20-25 danske fødevarevirksomheder. Man håber, at teknologierne ud over miljøgevinster vil forbedre fødevareindustriens konkurrenceevne.
Man forventer også, at teknologierne kan blive solgt til udlandet, hvor der er stigende behov for vandteknologiske løsninger, fordi mange lande får stadig større problemer med vandressourcer.
Slagterigigant: Brug for mere udvikling
Danish Crown er sammen med mejerikoncernen Arla Food og bryggerikoncernen Carlsberg Danmark blandt deltagerne i partnerskabet.
Miljøchef Charlotte Thy forklarer, at slagterierne siden midten af 1980’erne har arbejdet på at begrænse brugen af vand.
- De sidste mange år har vi ikke kunnet finde nye, større besparelsespotentialer, der er økonomisk bæredygtige. Skal vi finde nye besparelser, har vi brug for et teknologisk kvantespring og et skift i tankegangen omkring vand. Vi forventer, at deltagelse i partnerskabet vil kunne bane vejen for dette, siger Charlotte Thy.
Stort eksportpotentiale
Det er et enormt potentiale i partnerskabet, mener rådgivningsvirksomheden DHI, der er specialist i vandmiljø og fødevaresikkerhed og med i partnerskabet som GTS (teknologisk serviceinstitut).
- I dansk sammenhæng er fokus på fødevareindustrien naturligt, men de udviklede løsninger vil også have betydeligt potentiale i andre vandforbrugende industrier i og uden for Danmark og således bidrage til yderligere vækst i eksport og arbejdspladser inden for vandteknologiområdet, forventer vicepræsident i DHI Jørn Rasmussen.