Grøn omstilling kan være livsnødvendigt for virksomheder

Forbrugerne kan presse på for bæredygtige produkter, men politikerne skal også regulere produktionen, mener klimaanalytiker.

Kun få virksomheder er i dag gået i gang med 2. generations bæredygtighed og ind på et nyt markedet, men incitamenterne er der på den lange bane med en ny COP 21-klimaaftale og FN’s 17 bæredygtighedsmål, siger Mandag Morgen Sustainia. (Foto: © Romolo Tavani, Romolo Tavani og Fotolia og Scanpix Iris)

Virksomheder bliver i højere grad end nogensinde presset til at levere grønnere produkter til forbrugere og producenter, som efterspørger klimavenlige og bæredygtige løsninger.

Selvom det måske kan være dyrere at lave grønne produkter, ser flere virksomheder nye forretningsmuligheder i en verden, der i fremtiden præges af ressourceknaphed og stigende befolkningstal.

Udviklingen er i gang, men den går for langsom, mener Esben Alslund Lanthén, klimaanalytiker på Mandag Morgen Sustainia, som har flere bud på, hvordan man speeder den grønne omstilling op.

Første generation bæredygtighed

Når man kigger på bæredygtighed, er det ofte 1. generation af det, hvor man tænker på at effektivisere og bruge mindre energi, færre materialer og bedre arbejdsgange.

- Og det giver ikke kun mening for miljø, men også for bundlinjen i regnskabet, fordi man har færre udgifter. Så det ligger lige til højrebenet for virksomhederne at gøre noget ved det, siger Esben Alslund Lanthén til Orientering på P1.

Og faktisk er danske virksomheder godt med i forhold til energieffektivitet, fordi vi efter energikrisen i 1970’erne blev gode til at bruge så lidt energi som muligt i produktionen på grund af store afgifter.

Incitamenterne er der på den lange bane

- Næste skridt – 2. generation af bæredygtighed – er så at se på, hvordan man kan lave produkter og markeder, hvor man gør verden til et bedre sted, siger Esben Alslund Lanthén.

Dér er kun få virksomheder i dag. Men incitamenterne er der på den lange bane med en ny COP 21-klimaaftale og FN’s 17 bæredygtighedsmål.

- Befolkningstilvæksten gør, at vi bliver ni milliarder mennesker, vi står på kanten af en klimakrise, ressourcerne begynder at være brugt op, og det vil betyde, at virksomhederne bliver nødt til at bevæge sig ind på de her markeder, siger Esben Alslund Lanthén.

- Og det interessante er, at der her er en mulighed for at vende denne risici om til en mulighed og skabe nogle markeder til virksomhederne. Så der er både et pres, men også et incitament for at gå den vej, fordi det er dér, hvor man kan tjene en masse penge, siger han.

Forbrugerne kan lægge lidt pres

Flere virksomheder fortæller til Orientering på P1, at de føler, at de tager ansvar, når de lægger produktionen om. Og at kunderne også efterspørger de grønne alternativer.

Ifølge Esben Alslund Lanthén er det rigtigt, at der sker noget på forbrugersiden, hvor især de unge og dem omkring de 30 år - Millennial Generation - i højere grad end tidligere efterspørger grønne og socialt bæredygtige produkter.

- De vil ikke gå på kompromis med kvaliteten, de vil have det samme produkt, men de vil gerne betale mere for, at det er grønt. De undersøgelser bliver lavet hvert år, og tallet stiger hvert år. Der er også en svag stigning blandt de ældre. Så forbrugerne kan helt klart drive en udvikling frem, det er der ingen tvivl om, siger Esben Alslund Lanthén.

Behov for platform og regulering af markedet

Men selv om der efterhånden er mange virksomheder, der lægger produktionen om til mere bæredygtighed, sker der ikke nok, mener Mandag Morgen Sustainia.

- De fleste små og mellemstore virksomheder har ikke penge til at lave de store investeringer, hvor de fx ændrer et normalt produkt til et grønt produkt. Så der er behov for en platform for, at de her små og mellemstore virksomheder kan hjælpes i den retning, siger Esben Alslund Lanthén.

Desuden skal politikerne på banen og lave reguleringer, så virksomhederne kommer til at betale for den forurening - true cost - som deres produktion reelt laver, siger han.

True cost vil sige fx udtømning af ressourcer, klimaforandringer, og sundhedsmæssige problemer, som produktionen medfører.

Tænk innovation og gevinst på nye markeder

Flere virksomheder står frem i øjeblikket og fortæller, at de har lagt produktionen om med tanke på miljøet.

- Vi kan komme et stykke af vejen med velmenende initiativer, men der bliver også nødt til at være nogle solide forretningsmodeller bag, siger Esben Alslund Lanthén.

- Og så skal virksomheden tage ansvar og innovere. Ikke bare fordi de kan spare nogle penge, men også fordi de kan finde nogle nye markeder, siger Esben Alslund Lanthén.

Hør mere om grøn omstilling

Orientering på P1 stiller i denne uge skarpt på grøn omstilling og bæredygtighed.

Anledningen er det grønne topmøde Global Green Growth Forum, 3GF, i København, hvor 250 ledere fra regeringer, virksomheder og internationale organisationer har været samlet for at tale om, hvordan man får COP-21-klimaaftalen og FN’s 17 nye bæredygtighedsmål ført ud i livet.

Hør indslaget med Esben Alslund Lanthén og tag også med på en tur til Japan og Troldhede syd for Herning og mød to virksomheder, der har lagt produktionen om.