Dovendyr på størrelse med elefanter, gigantiske sabelkatte og en to meter skulderhøj bjørneart var almindelige på Patagoniens vidtstrakte landskaber indtil for 12.300 år siden, men på under hundrede år forsvandt de som dug for solen. På det tidspunkt havde der allerede været mennesker i området i omkring 1000 år. Årsagen til den pludselige udryddelse har været et mysterium for forskere, der længe har debatteret om det var menneskelig eller klimamæssig indflydelse, der udraderede de enorme dyr. Nu har et stort forskerhold analyseret DNA fra mange af de knoglefund, der vidner om det sydligste Sydamerikas forhistoriske megafauna. Og analyserne peger på at klimaet har hovedansvaret.

- Patagonien viser sig at være den Rosettesten, der viser at den menneskelige kolonisering ikke straks medførte udryddelser, men kun så længe klimaet forblev koldt. Sådan siger undersøgelsens hovedforfatter Alan Cooper, der er professor på Australian Centre for Ancient DNA (ACAD). I de 1000 år, hvor mennesket havde været til stede i det sydligste Sydamerika, havde klimaet været forholdsvist jævnt og køligt, men omkring det tidspunkt hvor udslettelsen indtraf, steg temperaturerne markant. De amerikanske kontinenter kan derfor fortælle forskerne meget om de effekter som kombinationen af klimaforandringer og menneskelig indflydelse har haft på økosystemerne over den relativt korte tid, hvor mennesket bevægede sig fra et lunt Nordamerika til et køligere Patagonien sydpå. Studiet er præsenteret i Science Advances fredag.