Billeder af to glade tigerunger og deres mor, der ligger ved siden af og slapper af, får de store overskrifter frem hos Verdensnaturfonden WWF.
De infrarøde optagelser af amurtiger-familien er fanget af en af WWF’ særlige kamerafælder dybt inde i Kina, og billederne er banebrydende, forklarer biolog hos WWF Danmark Thor Hjarsen:
- Den her film dokumenterer, at tigrene yngler i et nyt område, hvilket er meget positivt. Man har godt vidst, at de var der fra fodspor, men et sikkert bevis på en yngledygtig hun med unger er enormt vigtigt og positivt.
Byttedyr og korridorer
I 2010 besluttede WWF Kina at gøre mere for at bevare amurtigeren i udvalgte områder.
Man har sørget for mad til tigrene ved at få byttedyr som hjorte tilbage i områderne. Man har også etableret og vedligeholder korridorer, der giver tigrene mulighed for at bevæge sig frit fra et område til et andet. Og man sætter ind mod krybskytteri.
- Efter at have set optagelserne står det klart, at det hårde arbejde har givet pote. Amurtigeren er på vej tilbage, siger Thor Hjarsen.
Svært at opgøre individer på fodspor
Han forklarer til DR Viden, at fordelen ved billeder i stedet for fodspor er, at man alene ved fodspor oftest ikke kan skelne, hvor mange individer der er eller deres køn.
Og det kan være svært at se, om det er den samme tiger, der har krydset en skovvej flere gange.
- Det er den samme udfordring man har med overvågning af ulve i Danmark. Der skal enten film til som i tilfælde med tigrene eller DNA-prøver fra byttedyr eller afføring for at identificere individer, siger Thor Hjarsen.
Tigeren tager et tigerspring
Tigeren er i det hele taget på fremmarch i disse år takket været øget fokus på bevaringsarbejde.
I januar offentliggjorde Indien, at antallet af Royal Bengal Tiger på tre år er øget med 30 procent.
WWF samarbejder med alle tiger-lande om at nå 'Tx2-målet' - en fordobling af den samlede globale tigerbestand inden 2022.