Amerikanerne planlægger at skrive rumshistorie, når de i 2020 påbegynder rummissionen Mars 2020.
For med om bord vil være en 1,8 kilo tung helikopter, der skal undersøge, om det er muligt at sende flyvende fartøjer op i planetens atmosfære.
Det skriver Nasa på sin hjemmeside.
- Nasa har en stolt historie med at være først. Idéen med en helikopter, der flyver på en anden planet er nervepirrende, siger Jim Bridenstine fra Nasa.
Helikopteren er resultatet af mere end fire års arbejde, der blev påbegyndt i august 2013, og den er blandt andet udstyret med solceller, som kan genoplade dets lithium-batterier.
Den største udfordring har været at skabe en helikopter, der overhovedet kunne flyve i Mars' atmosfære, fortæller en af personerne bag opfindelsen.
- At få den til at flyve i så lav en atmosfærisk densitet har krævet, at vi har sat alt under en lup. Vi har gjort den så let som overhovedet muligt, men samtidigt gjort den robust og potent, siger Mimi Aung, der har været projektmanager på opgaven.
Det er planlagt, at Nasa påbegynder rummissionen i juni 2020, og regner med at nå Mars i februar året efter.
