En japansk forsker fik sig lidt af en overraskelse, da hun satte havskildpadder ud i havet et helt andet sted end der, hvor de normalt lever.

Hun ville se, hvordan skildpadderne bevæger sig over store afstande, og hvordan de reagerer på forandringer. Derfor havde hun sat små GPS-trackere på dyrene.

Da hun begyndte at studere GPS-dataene på sin computer, opdagede hun, at skildpadderne nogle gange svømmer i cirkler helt uden grund.

Overrasket snakkede hun med sine kolleger, der på samme måde som hende sætter GPS-trackere på havdyr. Også de havde opdaget, at havdyr som hvaler, hajer, pingviner og sæler nogle gange svømmer i uforklarlige cirkler.

Opdagelsen kommer også bag på Morten Tange Olsen, der er lektor på Københavns Universitet, hvor han forsker i havpattedyr.

- Det lyder mærkeligt. Jeg ved heller ikke umiddelbart, hvorfor de svømmer i cirkler. Der er dog mange ting ved havdyrene, vi endnu ikke forstår, siger han.

Cirklerne kan være en måde at finde vej på

Det lyder måske underligt, at havdyr bedre kan finde vej ved at svømme rundt i cirkler. Det er dog den teori, de japanske forskere har om dyrenes mærkværdige opførsel.

Teorien går ud på, at når dyrene svømmer i cirkler, kan de på en eller anden måde mærke Jordens magnetfelt, som de kan bruge til at finde vej med.

Teorien lyder ikke helt usandsynlig, fortæller Morten Tange Olsen.

- Det lyder meget plausibelt. Vi ved eksempelvis ikke, hvordan hvaler finder vej til havs. Det er et af havets store mysterier. Men vi har en idé om, at nogle arter kan fornemme magnetfelter, siger han.

At havdyrene navigerer efter Jordens magnetfelt kan også forklare, hvorfor grindehvaler nogle gange strander i massevis.

- Der er forskere, der har opdaget en sammenhæng mellem solstorme og risikoen for, at hvaler strander. Solstormene forstyrrer nemlig Jordens magnetfelt, og det kan få hvalerne ud af kurs, siger han.

Fra 2D til 3D-data om havdyrene

Grunden til at forskerne først nu opdager, at dyrene svømmer i cirkler, er at det først er nu, vi har den rigtige data til at opdage det, forklarer Morten Tange Olsen.

- Tidligere har vi ikke kunnet registrere dyrenes bevægelser i tre dimensioner. Vi kunne se, om de svømmede mod nord, syd, øst eller vest, men ikke om de svømmede op og ned, siger han.

GPS-senderne er i dag blevet så små og effektive, at forskerne kan få mange flere oplysninger om dyrene som for eksempel deres fart, eller om de svømmer op eller ned.

- Ligesom med mobiltelefoner er teknologien blevet mindre og mindre og batterierne bedre og bedre. I dag kan vi registrere, hvilken retning dyret vender, hvor dybt nede dyret svømmer og endda optage lyd, siger han.

Hvor senderne tidligere var store og klodsede, og derfor generede dyrene, er de i dag så små, at det er forsvarligt at have dem siddende på dyrene i længere tid.

Vi får derfor også data, der strækker sig over længere tidsperioder, forklarer Morten Tange Olsen.

3D-data har lært os, at marsvin er bange for støj

Fordi der sidder mikrofoner på de nye sendere, og det er muligt at se den dybde, dyrene svømmer i, har danske forskere opdaget, at marsvin eksempelvis reagerer ret voldsomt på støj fra skibe.

Det forklarer Morten Tange Olsen.

- Vi kan se, at de lægger sig på bunden, når hurtigfærgerne kommer. Det er ikke så godt, for marsvin skal helst spise hele tiden. Hvis de er nødt til at afbryde det, de er i gang med, kan de ikke nå at få den mad, de skal have, siger han.

I det hele taget kan de nye sendere hjælpe os med at blive klogere på de ting, vi ikke ved om havdyrene.

- Du kan eksempelvis ikke bare svømme efter en hval. De svømmer utroligt langt og dykker meget dybt ned. Senderne er derfor den eneste måde, vi kan få information om, hvad de laver nede i dybet. De giver os basale informationer om dyrenes biologi, siger han.

Hvis fuglene kan, hvorfor så ikke havdyrene

Det er ikke kun pattedyr som hvaler og sæler, de japanske forskere har opdaget, der svømmer i cirkler.

Også hajer, der er en fiskeart, skildpadder, der hører til krybdyrene, og pingviner, som er en fugleart.

Hvis de svømmer sådan for at navigere efter Jordens magnetfelt, er det altså en evne, der er udviklet i mange forskellige grene af dyrenes stamtræ. Det er muligvis sket uafhængigt af de andre grene, fortæller Morten Tange Olsen.

- Det giver mening, at dyr, der migrerer over store afstande, har udviklet samme evne til at mærke magnetfeltet. Pingviner er jo en fugl, og vi ved, at trækfugle bruger magnetfeltet til at navigere efter, siger han og fortsætter:

- Alle hvirveldyr har jo udviklet en evne til at se og høre. Hvorfor skulle de ikke også udvikle evnen til at navigere via magnetfeltet? Vi mennesker har sikkert også kunnet fornemme det. Vi har bare glemt, hvordan man gør, fordi vi ikke har brug for det længere.