Høje temperaturer rammer havets dyr hårdt: Se tre dyrearter, der er tæt på at uddø

Opgørelsen viser samtidig, at bevaringsarbejde kan hjælpe dyre- og planterarter.

(Foto: © Simone Carprodossi, International Union for Conservation of Nature)

Naturbeskyttelsesorganisationen IUCN holder i disse dage verdenskongres i Marseilles i Frankrig, og udfaldet får betydning for klodens truede dyr.

På kongressen diskuterer forskere, politikere, interesseorganisationer og andre beslutningstagere, hvordan vi skal bevare natur og dyreliv i fremtiden.

I den forbindelse har IUCN (International Union for the Conservation of Nature) opdateret deres ‘rødliste' over plante-, svampe- og dyrearter, der er truede i en eller anden grad.

IUCN har vurderet over 138 tusinde af verdens millioner af dyre- og plantearter.

Heraf er 38.543 af dem i fare for at uddø.

Men der er mange millioner arter af dyr og planter. IUCNs liste er derfor en form for stikprøve.

Hvis vi oversætter de over 38 tusinde arter, der er i fare for at uddø, vil over en million af verdens arter være truede.

- Rødlisten er vigtig, fordi den sætter tal på arternes forsvinden. Det er afgørende, at nogen holder øje og råber vagt i gevær, siger Mads Frost Bertelsen, der er zoologisk direktør ved Zoologisk Have i København.

1

Hajer og rokker

. (Foto: © Simone Caprodossi, International Union for Conservation of Nature)

Den nyeste opdatering af IUCN’s rødliste viser, at et stigende antal hajarter er i overhængende fare for at uddø.

- Hajerne er gået markant tilbage, siden man sidst vurderede arterne. Årsagerne er, at vi fisker for meget, og at vi forurener og ødelægger havområder, siger Mads Frost Bertelsen.

Lige som hajerne er mange rokker også i alarmerende stor risiko for at forsvinde.

I alt er 37 procent af verdens haj- og rokkearter nu tæt på at uddø.

2

Komodovaran

(Foto: © Paul Hien, International Union for Conservation of Nature)

Komodovaranen er verdens største øgle, men den er i fare for at forsvinde fra jordens overflade.

Varanen, der kan veje op til 165 kilo og blive to-tre meter lang, lever kun på Komodo-øerne og andre indonesiske øer.

Den nyeste vurdering viser, at varanen nu er gået fra “sårbar” til “truet”.

- Komodovaranen er truet af klimaforandringerne, fordi de lever på lavtliggende øer, der inden for en overskuelig tid forventes at blive oversvømmede, siger Mads Frost Bertelsen.

Det bliver vurderet, at inden for de næste 45 år vil op mod en tredjedel af de områder, hvor komodovaranen lever, være forsvundet på grund af vandstigninger.

3

Tun

(Foto: © Martin Gil Gallo / CC BY-NC, International Union for Conservation of Nature)

Den nye opdatering af rødlisten viser dog, at der også er positive forandringer at spore.

Fire ud af syv vurderede tunarter viser sig nu at være i fremgang.

Det gælder arterne; atlantisk blåfinnet tun, sydlig blåfinnet tun, albacore og gulfinnet tun.

På trods af at mange dyr i det maritime er stærkt pressede, er tunene et bevis på, at det kan lade sig gøre at redde truede arter.

- For disse tunarter har det været kvoter, lovgivning og håndhævning, der har virket. Det er få arter, det sker for, men det er gode eksempler på, at det nytter at lave tiltag, siger Mads Frost Bertelsen og fortsætter:

- Man kan tro, at alt står skidt til, og det aldrig bliver godt. Og så handler man ikke. Men vi skal handle.

Nogle af tunarterne er stadig truede, selvom de ikke længere er i overhængende fare for at uddø, men de fleste har opnået kategorien 'mindre bekymrende'.

Derfor kan man tro, at vi ikke længere skal bekymre os om tunene.

- Det skal vi, men måske ikke lige de arter af tun, der har været i fremgang. Nogle problemer er mere presserende. Nu er der andre arter, der er mere truede. Der er arter, der ikke har fået hjælp, og de har det dårligere end tidligere, siger Mads Frost Bertelsen.