Uden de store advarsler begyndte vulkanen Mount Nyiragongo lørdag aften at sende floder af lava ud over landskabet i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo.
Et rødglødende skær oplyste himlen, mens lavaen løb ned ad bjergsiderne og ødelagde alt på sin vej. Mere end 500 huse blev opslugt af lavaen, og mindst 15 mennesker mistede livet.
I går, mandag, troede flere af de lokale, at udbruddet var overstået.
Syv mennesker forsøgte derfor at krydse en strækning af den afkølede lava, der dækker vejen mellem byerne Kibati og Goma. De nåede dog ikke over, da lavaen stadig afgav giftige gasser.
Det betyder, at dødstallet nu er oppe på 22 personer. Lokale søger dog stadig efter overlevende i resterne af de mange ødelagte huse.
Lavastrømmen stoppede heldigvis, inden den nåede helt ind i millionbyen Goma. Men faktisk kunne flere mennesker være blevet reddet, hvis der ikke var blevet skåret ned på statsstøtten til de mennesker, der overvåger vulkanen. Det forklarede Celestin Kasereka Mahinda, der er videnskabelig direktør for det vulkanske observatorium i Goma til AP.
Ifølge Paul Martin Holm, der er vulkanforsker emeritus fra Københavns Universitet, er det altafgørende, at vulkanudbrud opdages i tide.
- Det er meget vigtigt at overvåge aktive vulkaner, hvis man vil have mulighed for at forudsige udbrud. Nogle gange kan man endda forudsige det måneder i forvejen og nå at evakuere folk, siger han.
Tre måder at forudsige et vulkanudbrud
Inden en vulkan går i udbrud, er der især tre tegn, man skal holde øje med, og som kan afsløre, at et udbrud er på vej.
Det forklarer Paul Martin Holm.
- Det første tegn på et kommende udbrud er små rystelser - eller mikrojordskælv, som de også kaldes. Når magmaet trænger op gennem undergrunden, sprænger det klippen, og det giver de små rystelser, siger han.
Rystelser måles typisk med seismometre, der er opstillet på vulkanen.
En anden måde at opdage, at noget er på vej, er ved at bruge laserstråler til at opdage, om jordoverfladen på vulkanen løfter sig en lille smule.
- Ofte begynder overfladen på vulkanen at bule en smule op, inden udbruddet kommer. Du kan ikke se det med det blotte øje, men med laserstråler kan det måles, siger han og fortsætter:
- Sidst men ikke mindst begynder der at sive gas op fra jorden, inden selve udbruddet. Typisk går man derfor og måler, om koncentrationen af svovl, klor eller CO2 pludselig er steget, siger han.
Ikke altid man kan forudsige udbrud i god tid
På trods af at der er flere måder at forudsige et vulkanudbrud på, er det ikke altid, det er muligt at opfange signalerne i god tid.
Det er eksempelvis sket på Island, at vulkanen Hekla gik i udbrud, idet myndighederne udsendte en advarsel.
- På et tidspunkt gik Hekla ret pludseligt i udbrud. Man havde opfanget faresignalerne så kort tid inden, at netop da det blev meldt ud i radioen, kunne en lokal mand stå og se lava skyde op af vulkanen, siger Paul Martin Holm.
I 1992 på Filippinerne opdagede de derimod et kommende udbrud i god tid.
- Flere måneder i forvejen opdagede forskere, at Pinatubo-vulkanen ville gå i udbrud. De nåede derfor at evakuere titusinder af mennesker fra området, før den store vulkan gik i udbrud, siger han.
Overvågningen af vulkaner er med andre ord ikke en garanti for, at man opdager udbruddet lang tid før. Men i fleste tilfælde kan det købe de lokale noget tid til at blive evakueret, forklarer Paul Martin Holm.
Et held det ikke gik mere galt
Omkring 30.000 mennesker har måttet flygte fra vulkanudbruddet, der gik ud over en forstad til storbyen Goma. I området bor omkring to millioner indbyggere.
Sidst Mount Nyiragongo var i udbrud i 2002, ramte det derimod storbyen langt hårdere.
Dengang døde flere hundrede, og mere end 100.000 mennesker fik ødelagt deres huse og stod uden tag over hovedet efter ulykken.
Når området ikke er plaget af vulkanudbrud, ryster en række lokale konflikter regionen.
Fordi området har rige mineralforekomster, strides en række forskellige bevæbnede grupper om ressourcerne. FN har derfor en fredsbevarende mission i byen - og byen er et hotspot for humanitært arbejde.
