Peter er mester til at manipulere lyd: Alt på film er snyd og bedrag

Fuglefløjt kan gøres uhyggelig, og lyden af en heks kan stamme fra en vaskemaskine.

Når lyddesigner Peter Albrechtsen bevæger sig rundt i København, er han altid bevæbnet med sin optager i tasken.

Det er han for altid at være klar til lige at fange lyden af den knirkende dør i supermarkedet eller det hvinende godstog, der standser.

Peter Albrechtsens lydbibliotek rummer tusindvis af lyde og har været i brug til film som 'Underverden', 'Idealisten' og 'Vildheks'.

Mange af lydene i samlingen har den ting til fælles, at de er gode til at skabe uhyggelige atmosfærer.

Og derfor kan lyden af en heks, der suser gennem luften, i virkeligheden stamme fra en vaskemaskine, der centrifugerer.

På film er det nemlig ikke så vigtigt, hvor lyden stammer fra, men mere hvilken følelse eller stemning lyden giver os.

De stemninger, der er i lydene, burde ifølge Peter også få mere omtanke, når vi designer lydende i vores omgivelser.

Hverdagens lyde er ubehagelige

Vi omgiver os med mange lyde i hverdagen, der skal signalere et eller andet.

Et rejsekort tjekker ind. Fodgængerovergangen klikker, og kassen i supermarkedet bipper højt.

- Vores hverdag er fyldt med advarselslyde, og jeg forstår ikke, hvorfor de skal være så ubehagelige. Det er lyde, som hele tiden skærer i ørerne. Og jeg synes, vi burde tænke over, at vi hellere vil omgive os med nogle lyde, der er behagelige og giver os noget godt i hverdagen, fortæller Peter Albrechtsen.

Se Peter fortælle mere om lyd i videoen herover.