Rotter lider en 4-6 dage lang og pinefuld død: 'Vi bliver nødt til at anvende de her gifte'

Ifølge Dyreværnsloven skal et dyr aflives hurtigt og smertefrit. Men det gælder ikke rotterne.

(Foto: © Jørgen Kirk, Scanpix)

Den sniger sig ind gennem sprækker og huller, gnaver ledninger i stykker og efterlader tis og lort på bordene.

Rotten er næppe velkommen hjemme ved dig.

- Vi kan ikke lide den. Den har en mytisk status og er i vores bevidsthed et meget farligt dyr, siger konsulent med speciale i rotter og mus, Peter Weile, i DR's nye podcast Dræb for Danmark.

Vi bekæmper rotter i Danmark, fordi de laver materielle skader for millioner af kroner hvert år. Og så kan de give mennesker farlige sygdomme.

Men nogle gange kan det være svært at komme rotten til livs ved hjælp af for eksempel klapfælder.

Derfor må autoriserede skadedyrsbekæmpere finde giften frem. Og det er ikke en særlig human måde, at slå gnaverne ihjel på.

Faktisk strider det mod reglerne for human aflivning.

- De dør først efter fire til seks dage. Og i den periode har de haft indre blødninger og mange smerter, siger Peter Weile.

- Så kan man spørge sig selv, hvorfor tillader vi det, når vi har dyreværnslovens paragraf 1 (og paragraf 13, red.), om at vi skal behandle dyr ordentligt og undgå, at de udsættes for smerte og lidelser?, fortsætter han.

Svaret er, at vi endnu ikke har fundet nogle midler, der kan bekæmpe rotterne lige så effektivt som giften.

- Så bliver vi nødt til at anvende de her gifte, siger Peter Weile, der har bekæmpet rotter i årtier.

For kloge til klapfælder

Hvis du får besøg af rotter i dit hjem, er det lovpligtigt, at du fortæller det til din kommune.

Herefter sørger kommunen for at sende folk ud, der kan finde ud af, hvor rotterne kommer fra.

Set fra et dyrevelfærdsperspektiv er det bedst at bruge en form for klapfælde til at fange rotterne.

Det forklarer formand for Det Dyreetiske Råd Bengt Holst i podcasten.

- Ved klapfælder dør rotten med det samme. Problemet med rotterne er bare, at de er enormt smarte og dygtige til at finde ud af, at fælderne er farlige, siger han.

Derfor er man kommet frem til, at den mest effektive metode er at bruge gift.

- Men her er der også lovgivning. Man prøver hele tiden at reducere de lidelsesvoldende dele ved giftene så meget muligt, men samtidig sørge for, at giften er effektiv nok til at dræbe rotten, siger Bengt Holst.

Her opstår et dilemma om, hvor meget lidelse hos rotterne vi skal acceptere for at kunne bekæmpe den.

Det kan være er en meget svær beslutning.

- Det kan man altid diskutere. Men det er jo en ren politisk beslutning, at vi vil bekæmpe rotter bedst muligt. Selvfølgelig under behørigt hensyn til, at de ikke lider mere en højst nødvendigt, siger Bengt Holst.

Ifølge Peter Weile koster rotterne samfundet så mange penge, at man er nødsaget til at regulere dem.

- Miljøministeriet regner med, at det i hvert fald er 750 millioner eller måske en milliard kroner, der er de årlige omkostninger forbundet med den rottebekæmpelse, siger Peter Weile.

En af de slemme invasive arter

Når man taler rottebekæmpelse, er det den brune rotte, man taler om. Det er navnet på den mest udbredte rotteart i Danmark i dag.

Men den har ikke altid boet her i landet.

Den brune rotte er nemlig en såkaldt invasiv art.

Det vil sige, at det er en art, der ikke hører hjemme i Danmark og heller ikke er kommet hertil af sig selv. De har spredt sig fra deres naturlige område ved hjælp af mennesker.

Ofte er det sådan, at invasive arter truer dyre- og planteliv i den danske natur.

Men selvom den brune rotte kan være skadelig for naturen i bestemte situationer, så har det ikke en særlig stor betydning, mener Peter Weile.

- Ude i den almindelige natur vil jeg ikke mene, at rotten gør særlig meget skade, siger Peter Weile.

Alligevel bliver den brune rotte ofte vurderet til at være en af de værste invasive arter i Danmark.

Det skyldes, at rotten foruden at være en stor økonomisk belastning, også er smittebærer af sygdomme.

- Den primære årsag til, at vi har rotter skrevet ind i miljøbeskyttelsesloven, er, at rotterne smitter med alvorlige sygdomme, siger Peter Weile.

Rotten kan for eksempel overføre sygdommen Leptospirose, som skyldes bakterien Leptospira.

Sygdommen kan være dødelig.

- Den bliver overført via rotternes urin. Du kan for eksempel blive smittet, hvis rotten har tisset på et bord, og du tørrer din hånd hen over bordpladen. Det kan også være, hvis du får hånden ned i en å eller en vandpyt, hvor rotten har tisset. Her lever Leptospira-bakterierne rigtig godt, siger Peter Weile.

Vi slipper aldrig af med rotterne

Som det ser ud lige nu, er rottegift den mest effektive metode til at bekæmpe dem. Og vi kommer til at fortsætte med at bruge det. For den brune rotte forsvinder ikke.

Så længe der er mennesker, vil der også være rotter.

- Vi kommer aldrig nogensinde rotten til livs. Vi skal udrydde mennesket før, vi kan udrydde rotten, siger Peter Weile.

Du må ikke selv bruge rottegift

  • Du må gerne aflive en rotte selv med for eksempel klapfælder, så længe det er dyreværnsmæssigt forsvarligt.

  • Men du må ikke bruge gift til det. Rottegift må kun håndteres af autoriserede skadedyrsbekæmpere.

  • Her kan du læse mere om, hvad du skal gøre, hvis du har rotter i hjemmet.