Skal du rengøre plastemballage, inden du smider det til genbrug?

Få styr på, hvad der er op og ned i affaldssorteringen.

Der er gode fibre i pizzabakker, som sagtens kan genanvendes. Men da de ofte er fyldt med madaffald og olie, skal de til restaffald. (© Colourbox (fotocollage Line Weltz Lyngbye))

Må mælkekartoner smides i papbeholderen? Hvor meget skal du rengøre plastemballagen fra den hakkede fars? Og hvad nu hvis det er noget plastik eller træ på metalprodukterne?

Det er godt for miljøet at sortere sit skrald. Men det kan være en jungle at finde rundt i, og derfor sætter det hurtigt gang i diskussionen i hjemmet, om hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Kan det for eksempel passe, at plastemballagen til den hakkede fars skal gøres grundigt ren med sæbe?

En af årsagerne til, du er forvirret skyldes sandsynligvis, at kommunerne har forskellige ordninger.

På trods af forskellige ordninger i landet, er der dog en række generelle råd.

Skyl kun plastikemballagen en smule

Det giver god mening at skylle plastbakken til den hakkede fars, inden du smider det til genanvendelse. Men det skal ikke være klinisk rent. Og du bør gøre det med koldt vand.

- Du skal ikke bruge forfærdelig meget vand til at skylle din plastikemballage. Du skal nærmest bare skrabe det af, siger Henning Jørgensen, der er partner i det rådgivende firma Affaldskontoret.

- Og i forhold til shampooflasken behøver du ikke at vaske den. Men du skal lige sørge for, at den er tømt så meget, som det er muligt. Det kan nemlig godt give lidt problemer i anlægget, der genanvender plasten, hvis der er for meget shampoo, fortsætter han.

Jo mindre vand, du bruger, desto mere skåner du både din pengepung og miljøet. Og det skal også tælles med i regnestykket.

Tjek pap og papir for madrester

Nu når vi er i gang, hvordan er det så lige det er med mælkekartoner og pizzabakker? Jo, da der er madrester på, skal de til restaffald.

- Der er gode fibre i pizzabakken, som sagtens kan genanvendes. Men da der er madaffald og olie i en stor del af dem, så kan det ødelægge papproduktionen på de anlæg, der sorterer og oparbejder pappet. Sker det ofte nok, kan det føre til, at den pap, der genproduceres, ikke har den kvalitet, som skal til for at bruge den i industrien, siger Henning Jørgensen.

- Kommunerne er bange for, at forbrugerne ikke kan finde ud af at skelne mellem, hvad der er rent, og hvad der ikke er rent. Derfor ender de med at sige, at pizzabakker altid skal til restaffald.

Til gengæld skriver mange kommuner, at du skal smide æggebakken i pap og papir. Her skal du selv være opmærksom på, om der ligger rester fra ødelagte æg i bakkerne.

Mælkekartoner skal til restaffald. Er der et plastiklåg på, kan du skrue det af og smide det i hård plast.

Må det blandes?

Hvis du skal smide et sammensat produkt ud med både træ og metal, for eksempel en kniv med et træskaft, skal du smide det i metalbeholderen.

Metal smeltes nemlig ved høj varme, og det betyder, at træet går op i røg, hvilket ikke påvirker genanvendelsen.

Hvis din kommune ikke beder dig om selv at opdele papir og pap, er det ofte fordi, at det bliver opdelt på anlægget.

Det samme gælder for en række andre materialer. Nogle kommuner vil have dig til at opdele hård og blød plastik, mens andre kommuner vil have dig til at blande det. I så fald bliver det sorteret på anlægget.

- Der er rigtig mange, der tager fejl af hård og blød plast. Men når der kommer landsdækkende regler, vil der blive taget stilling, om det skal blandes eller ej hos forbrugeren.

Henning Jørgensen henviser til landsdækkende lister, der kommer senere på året.

Listerne skal definere, hvordan affaldet skal sorteres og blandt andet sørge for, at der bliver en mere ensartet affaldssortering i landet.

Skraldebilerne har forskellige rum

Der har været nogle rygter, om skraldebilerne alligevel blander alt dit affald sammen igen, efter du har sorteret det. Men det er en myte, understreger Henning Jørgensen.

- Det er myte, som mange tror på, fordi de opdelte beholdere ryger op i samme bil. Men de glemmer, at bilerne også er rumopdelt. Så det ryger ind i de tilsvarende rum, siger Henning Jørgensen.