For 300 millioner år siden var livet på Jorden meget anderledes end i dag. Dinosaurerne var endnu ikke opstået, og havet var domineret af hvirvelløse dyr som søstjerner, søanemoner, blæksprutter, muslinger og koraller.

Nogle af korallerne fandt ud af at hægte sig på andre dyr såsom søanemoner og søliljer. Korallerne boede på det større dyr, hvor de fik bedre adgang til føde.

Den fidus stoppede for korallerne for omkring 273 millioner år siden, da en stor del af søliljerne døde.

Men nu har forskere fundet søliljer med koraller boende på sig i levende live i havet ud for Japans kyst.

Og den opdagelse glæder Jakob Vinther, der er palæontolog og forsker i fortidens dyreliv ved University of Bristol.

- Det er fascinerende, at de har fundet dem. Det er ret sjældent, man finder eksempler på dyr, der stort set ikke har forandret sig i 300 millioner år. Her er der endda tale om en ældgammel adfærd, der er blevet bevaret, siger han.

Koraller kan ikke nå føden fra havbunden

Da du læste ordet ‘koral’ i afsnittet ovenfor, forestillede du dig sikkert sådan en farverig fætter, der lever på et koralrev fyldt med fisk og fritidsdykkere.

Det er dog ikke den slags koraller, der er tale om her.

Der findes rent faktisk mere end 6000 arter af koraller, og de er meget forskellige. Nogle lever i troperne i farverige rev, andre i mørket i ishavet ved Grønland. Så er der også dem, der hægter sig fast på andre organismer.

Fælles for de fleste koraller er, at de lever af små dyreplankton, der svømmer rundt i vandet, som korallerne opsnapper med deres fangarme.

For at få fat i dyreplanktonet skal korallerne kunne nå fra havbunden og op i vandsøjlen. På koralrev slår tusindvis af koraller sig sammen og danner hårde skeletter, der hæver dem fra havbunden.

Det kan korallen Abyssoanthus til gengæld ikke. Den har brug for en anden måde at nå sin mad på - og det gør den ved at hægte sig på en sølilje, der når op til 40 centimeter op over havbunden.

Det er netop et eksempel på det, forskerne har fundet ud for Japans kyst. En adfærd de troede var forsvundet for flere hundrede millioner år siden.

Krabber slog søliljerne ihjel

Fund af fossiler fra perioden før dinosaurerne opstod - også kaldet Perm - viser, at der på det tidspunkt var et væld af søliljer og andre hvirvelløse dyr i havet.

Faktisk var de nogle af de mest dominerende arter på det tidspunkt - og korallerne havde hægtet sig på dem i deres kamp for overlevelse.

For mellem 300 og 250 millioner år siden skete der dog noget. Krabber og hummere begyndte at sprede sig i havene overalt på kloden - og det var dårligt nyt for søliljerne, fortæller Jakob Vinther.

- Søliljer har en stilk, som er hæftet fast til en sten eller andet på havbunden. Da krabber og hummere begyndte at brede sig, klippede de stilkene over, så søliljerne flød op til overfladen og døde, siger han.

Det pressede mange af sølilje-arterne ud på dybere og dybere vand.

- Det er nok derfor, vi ikke før har fundet nutidige eksempler på, at koraller lever på søliljer. Det er langt sværere at gå på opdagelse på dybt vand, siger han.

Det dybe hav gemmer på hemmeligheder om fortiden

Søliljerne med koraller levende på sig blev fundet på omkring 100 meters dybde. Ofte lever søliljerne på meget dybere vand.

Hernede lever der færre dyr, og konkurrencen mellem dyrene er derfor ikke så stor. Det gør, at nogle arter søger ud og tilpasser sig dybderne, når konkurrencen på det lave vand bliver for hård, forklarer Jakob Vinther.

- Det er på lavt vand, der er det mest mangfoldige liv. Der er nemlig mest næring og sollys, så mange flere dyr har mulighed for at leve her. På dybere vand er der mindre næring. Færre dyr lever her, og de dyr, der har udviklet sig til at klare sig her, vokser meget langsomt, fordi de får forholdsvis lidt mad, siger han og fortsætter:

- Man kan sammenligne det lidt med en motorvej. Det lave vand er overhalingsbanen, mens dybhavet er krybesporet. Når nye arter udvikler sig på lavt vand, skubber de ældre arter ud - og nogle af de arter formår så at tilpasse sig livet på dybere vand. Det skete eksempelvis med søliljerne.

I det hele taget gemmer dybhavet på en masse arter, der stort set ikke har forandret sig i hundreder af millioner af år.

Når forskere i disse år på grund af bedre og billigere undervandsfartøjer kan gå mere og mere på opdagelse nede i de mørke dybder, vil vi også lære mere om fortiden, spår Jakob Vinther.

- Konkurrencen er så lille dernede, at de gamle dyregrupper kan bibeholde deres gamle træk og levemåde. Dybhavet er derfor er en slags museum for fortiden, siger han.