- Mine damer og herrer. Rejsen til Mars er pludselig blevet meget mere spændende.
Sådan indledte NASA mandag rumorganisationens pressemøde, hvor man offentliggjorde, at man mener at have løst et stort Mars-mysterium med nogle mørke striber på skråninger, der vender mod Solen. Det er flydende saltet vand. Håbet er, at der også er liv på Mars.
NASA regner med at sende mennesker til Mars i 2030’erne, og nu har man endda fået en masse bud på, hvordan astronauterne kan bo på plantens golde overflade – i 3D-printede rumbaser.
Vand/is, støv og genbrug
NASA udskrev tidligere på året en designkonkurrence om forslag til 3D-printede Mars-boliger - 3-D Printed Habitat Challenge Design Competition. Der kom 165 forslag. De blev reduceret til 30, og i søndags udnævnte man tre vindere.
Vinderne bygger deres 3D-printede baser ved hjælp af vand/is, det fine overflade-støv på Mars og lavasten, ligesom ét af forslagene også indebærer, at man genanvender materialer, man ellers ville kassere. Og der er tænk både haver, drivhuse og forskningslaboratorier ind udover selvfølgelig selve beboelsen. Se billederne af vinderne Ice House, LavaHive og Gamma øverst i artiklen.
- Kreativiteten og dybden af de design, vi har set, har imponeret os, siger Monsi Roman, der er ansvarlig for NASA’s Centennial Challenges (frit oversat: Århundredets udfordringer).
- Disse hold var ikke kun fantasifulde og kunstneriske med deres forslag, men de har også virkelig taget hensyn til de livsnødvendige funktioner, som vores fremtidige rumrejsende får brug for, når de skal bo på en fremmed planet, siger hun.
Nu går man i gang med at udvikle teknologien
Holdene blev bedømt ud fra mange faktorer: det arkitektoniske koncept, designet, beboelighed og funktionalitet, innovation, valg af byggegrund på Mars og om det vil være muligt at 3D-printe beboelsesbasen.
Med udnævnelsen af de tre vindere er man nået igennem første del af konkurrencen. Nu fortsætter anden del, hvor man skal fokusere på den teknologi, der er nødvendig for at kunne bygge en base, der kombinerer materialer fra Mars og genanvendelige materialer – eller udelukkende bygger på materialer fra Mars.
Man skal også vise, at man reelt kan bygge en fuldskala Mars-base med materialerne.