Det er den skarpe lugt fra den velvoksne antilopeart vandbukken, som er blevet analyseret, imiteret og afprøvet i et EU-støttet forskningsprojekt i landlige egne af Kenya.
Smittespredningen blev reduceret markant blandt de dyr, som gik rundt med en specialdesignet beholder om halsen med den insektafskrækkende væske i. Over 80 procent af dem gik helt fri, fremgår det af en ny forskningsartikel i tidsskriftet ”PLOS Neglected Tropical Diseases".
Selv løver holder afstand
Resultatet var over al forventning. Og idéen var oplagt, fortæller initiativtageren:
- Vandbukken er kendt for deres stærke og ubehagelige lugt. Man siger, at løver ikke engang bryder sig om at spise dem af samme grund, forklarer lederen af forskningsprojektet, dr. Rajinder Kumar Saini, der er insektforsker og smittespredningsspecialist i Kenyas Internationale Center for Insektfysiologi og Økologi (icipe).
Tsetse-fluer bryder sig lige så lidt om lugten som løverne, så de holder sig fra vandbukken. Og altså i vidt omfang også fra kvæg, der er beskyttet af en tilsvarende aroma fra den kunstigt fremstillede væske. Også selv om den for menneskelige næsebor er knap så slem.
- Vores blanding lugter ikke helt som en vandbuk, fortæller dr. Rajinder Kumar Saini. Hvis vi tilsætter yderligere en komponent, som vi har identificeret hos vandbukken, lugter det præcis på samme måde. Men den er bare ikke nødvendig for at afskrække tsetse-fluerne, siger han.
Værn mod sovesyge
Fraværet af den værste komponent bag stanken kan være godt nyt, når forskerne går videre i et forsøg på at overføre de positive erfaringer fra kvæg til mennesker.
Hvis det lykkes, kan det være med til at beskytte mod den frygtede og potentielt dødelige sovesyge. Sygdommen rammer nervesystemet via infektion med en parasit, som angriber hjernen. I fremskredne tilfælde befinder patienter sig i en døsig tilstand, som har givet navn til sygdommen.
- Vi arbejder på at udnytte erfaringerne i forhold til at beskytte mennesker, bekræfter professor Christian Borgemeister fra Center for Udviklingsforskning på det tyske universitet i Bonn, som i lighed med britiske kolleger fra Rothamsted Research har deltaget i projektet.
Forskningslederen dr. Rajinder Kumar Saini ser flere muligheder for, hvordan det i praksis kan ske.
- Beholderen med det insektafskrækkende middel behøver ikke at være rundt om halsen på en ko. Den kan placeres hvor som helst for at holde tsetse-fluer væk. Fx uden for boliger i områder, hvor sovesyge er et problem. Eller til beskyttelse i køretøjer i de berørte områder. De muligheder bliver undersøgt, siger Rajinder Kumar Saini.
Kæmpe gevinst allerede
Uanset om det lykkes at bruge principperne mere direkte i forhold til mennesker, er der allerede en klar gevinst i succesen med at beskytte kvæg mod deres variant af sovesyge (”nagana”). Tabene i Afrika på den konto skønnes årligt at løbe op i nærheden af 30 milliarder kroner, fordi sygdommen går ud over produktionen af mælk og kød.
