Vi mennesker har næsten de samme gener som chimpanserne. Og vi kalder ofte chimpanserne for menneskets nærmeste slægtning.
Ny forskning fra Østrig og Schweiz viser, at vi ligner hinanden endnu mere, end man hidtil har vidst.
Det gælder nemlig også i forhold til venskaber.
Klare tegn på venskaber
Jorg Massen fra Wiens Universitet og Sonja Koski fra Zürichs Universitet har kigget på chimpansernes adfærd og personlighed i to forskellige zoologiske haver.
Forskerne har også set på den kropskontakt, som chimpanserne har med hinanden.
- Der er klare tegn på venskab mellem chimpanser, siger Jorg Massen i forbindelse med, at forskningsresultatet bliver offentliggjort.
Søger selskab med dem, de ligner
Forskerne har også set på personlighedstyper blandt chimpanserne.
Og det viser sig, at chimpanserne tiltrækkes af chimpanser, som de ligner.
- Vi kan se, at de mest udadvendte chimpanser foretrækker selskab med andre meget udadvendte chimpanser. Mens generte og mere tilbageholdende chimpanser tilbringer mere tid sammen med andre mere 'tilknappede' chimpanser, siger Jorg Massen.
Venskabsgenet stammer tilbage fra evolutionen
Forklaringen kan være, at chimpanserne kan se, at det er lettere at samarbejde, når man ligner hinanden adfærdsmæssigt og følelsesmæssigt.
Sådan er det også med os mennesker: Vi er tilbøjelige til at blive venner med og foretrække selskabet med mennesker, der ligner os selv.
- Det tyder på, at præferencen for at blive venner med mennesker, der minder om os selv, stammer tilbage fra vores sidste fælles forfader, siger Jorg Massen.
Forskningsprojektet er offentliggjort i tidsskriftet "Evolution and Human Behaviour.
