Ideen, om at mange dinosaurer - ja måske de fleste dinosaurer - var udstyret med fjer i stedet for skællet reptilhud, er ikke ny. Men opdagelsen af en velbevaret halestump i en klump rav, er det hidtil mest detaljerede bevis.
Forskere har tidligere fundet dino-fjer i ravklumper, men et intakt stykke hale - med otte bevarede ryghvirvler - er aldrig set før.
Fundet på et marked
Ravklumpen blev opdaget af den kinesiske forsker Lida Xing fra China University of Geosciences i Beijing, da han besøgte et marked i Burma i 2015.
Sælgeren troede, at halen var en del af en plante og tænkte, at den måske kunne blive en del af et eksotisk smykke. Men Lida Xing genkendte halen og så det videnskabelige potentiale - og fik instituttet til at købe ravklumpen.
Han kontaktede Ryan McKellar fra Royal Saskatchewan Museum i Canada, og sammen har de to undersøgt rav-halen.
Brun med hvid underside
Den fjerbesatte halestump stammer sandsynligvis fra en dinosaur, der levede i kridttiden for omkring 99 millioner år siden. Undersøgelser i mikroskop tyder på, at fjerene på halens overside var brune, mens undersiden var hvide eller i hvert fald blege.
Forskerne er sikre på, at halen stammer fra en dinosaur og ikke en tidlig eller moderne fugl, forklarer Ryan McKellar i en pressemeddelelse:
- Vi er sikre, fordi ryghvirvlerne ikke er smeltet sammen til en stav eller pygostyle som i moderne fugle og deres slægtninge. I stedet er halen lang og fleksibel med rækker af fjer på begge sider, siger han.
Rav en vigtig fossilkilde
Fundet understreger, hvor vigtigt rav er i studiet af forhistoriske dyr. De bevarer et "snapshot" med mikroskopiske detaljer arrangeret tredimensionelt, forklarer Ryan McKellar.
- Denne nye kilde til information er værd at efterforske intenst og beskytte som fossil-ressource. Vi er ivrige efter at se, hvordan andre fund fra regionen kan ændre vores opfattelse af fjerpragt og blødt væv hos dinosaurer og andre hvirveldyr, siger han.
Opdagelsen er publiceret i nyeste nummer af Current Biology.