For tre uger siden fejrede den videnskabelige verden 20 års jubilæet for Dolly, verdens første klonede får. Dolly døde tidligt og led af helbredsproblemer.
Nu viser ny forskning fra Nottingham University, at fire kloner, som er genetiske kopier af Dolly, er blevet ni år uden problemer.
Resultaterne blev publiceret i Nature Communications i går.
Nottingham University's "Dolly'er" hedder Debbie, Denise, Diana og Daisy - og alle fire er lige blevet ni år gamle.
Sammen med ni andre kloner er de en del af en klonet fåreflok, der studeres af universitetets School of Biosciences.
Forskningen, som bærer titlen "Healthy ageing of cloned sheep", er den første detaljerede vurdering af aldersrelaterede og ikke smitsomme sygdomme i klonet afkom.
Og indtil videre er der altså ingen tegn på negative effekter af kloning på helbredet over lang tid.
Klonede dyrs aldring er et omdiskuteret emne - særligt efter at Dolly selv modtog behandling for slidgigt kort før sin død som seksårig i 2003.
Men hendes kusiner viser altså ingen tegn på hverken slidgigt, overvægt eller for højt blodtryk - tre sygdomme, der er udbredte hos ældre mennesker.
Fåret Dolly blev historisk, da det blev det første dyr, der blev klonet fra en voksen celle via en teknik, der kaldes somatic cell nuclear transfer (SCNT). I Dolly og de fire kusiners tilfælde skete kloningen via en celle fra et voksent fårs mælkekirtel.
Dolly's "far", professor Keith Campbell, kom til Nottingham University i 1999, hvor han arbejdede til sin død i 2012.
Den klonede fåreflok er hans arv, men forskere på stedet arbejder stadig på at forbedre SCNT-teknikken.
https://www.youtube.com/watch?v=OQP02TrxRVI
