Forskere fra blandt andet DTU Space, University of Leeds i England og det europæiske rumagentur ESA har opdaget en gigantisk underjordisk flod af flydende jern 3000 km under Alaska og Sibirien.
Den er omkring 420 kilometer bred og næsten lige så varm som Solens overflade.
Jetstrømmen er opdaget ved hjælp af ESA's Swarm-satellitter og ser ud til at accelerere. Den har tredoblet sin hastighed på under tyve år og bevæger sig i retning af Europa.
Opdagelse gjort med satellitter
Opdagelsen er blandt andet gjort af Chris Finlay og hans hold fra DTU Space, da de analyserede data fra de tre Swarm-satellitter.
- Vi ved mere om Solen end om Jordens kerne. Opdagelsen af denne jetstrøm er et spændende skridt mod at lære mere om, hvordan vores planets indre fungerer, siger han.
Satellitterne har undersøgt Jordens indre via vores planets magnetfelt siden 2013.
Billederne af jetstrømmen er så klare, at forskerne nu forstår, hvorfor den er der, forklarer Phil Livermore fra University of Leeds i en pressemeddelelse.
- Vi kan forklare det som et accelererende bånd af smeltet jern, der kredser om Nordpolen, ligesom en jetstrøm i atmosfæren, siger han.
https://www.youtube.com/watch?v=NwHa08Pi6ms
Bevæger sig 40 km om året
Tidligere undersøgelser af Jordens kerne og glohede indre ved hjælp af planetens magnetfelt har vist en forøget aktivitet af flydende jern i den ydre kerne under Alaska og Sibirien.
De nye - og langt mere detaljerede - billeder viser, at ændringer skyldes jetstrømmen, der bevæger sig med omkring 40 kilometer om året - flere hundrede tusinde gange hurtigere end fx tektoniske plader i undergrunden.
Positionen passer med to regioner i Jordens kerne, og jetstrømmen opstår sandsynligvis fordi flydende materiale i kernen presser på området fra to kanter - og dermed klemmer jetstrømmen sidelæns.
Jordens magnetfelt beskytter vores planet og os mod solvinden og kosmisk stråling, der ellers ville fjerne Jordens atmosfære. Mars har ikke noget kraftigt magnetfelt og blandt andet derfor er planetens atmosfære ekstremt tynd.
Forskningen er publiceret i Nature Geoscience.