Medicinrum er pakket med piller og sprøjter mod alt fra kræft til depression.
Men behandlingerne virker langt fra altid efter hensigten og gør nogle gange patienterne mere syge af bivirkninger, end de bliver raske af medicinen.
I 75 procent af alle tilfælde virker behandling af kræft for eksempel ikke efter hensigten, viser en grafik fra de amerikanske lægemiddelmyndigheder præsenteret af Danske Regioner.
Men det kan personlig medicin ændre på. Derfor er der opbakning i det danske forskningsmiljø til et Nationalt Genom Center, der skal forske i personlig medicin.
Rammerne for centeret møder dog modstand.
Kritikkere er bekymrede for, om der er taget højde for en stærk it-sikkerhed og etikken omkring kortlægning af gener. Derudover er kritikkere bekymrede for, at danskernes DNA bliver genstand til forskning, uden den enkelte er blevet spurgt, om de vil være med. Sundheds- og Ældreministeriet svarer på kritikken her og Patientdataforeningen svarer igen her. Men potentialet i personlig medicin er der ingen tvivl om.
Her er tre eksempler på personlig medicin:
Eksemplerne er fremhævet i en rapport fra Sundheds- og Ældreministeriet og Danske Regioner og klinisk professor, Aarhus Universitet, Allan Flyvbjerg, der er medforfatter på rapporten Handlingsplan for Personlig Medicin kommenterer.
1) Kræft
- Kræftområdet er et af de mest perspektivrige områder inden for personlig medicin, fordi vi ikke ved meget om, hvad der udløser kræftsygdommen, siger Allan Flyvbjerg.
Ved at kombinere persondata og gen-undersøgelse kan analyser vise, hvad den egentlige årsag til kræftsygdommen er. På den måde kan læger give en hel specifik behandling og måske komme kræften til livs, inden den dræber.
Eksempelvis kan læger undersøge, om en given kemoterapi eller bestråling virker.
Immunterapi er et andet eksempel på personlig medicin inden for behandling af kræft.
Immunterapien mobiliserer kroppens eget immunforsvar til at slå kræftsygdomme ned. Patienter, der tidligere døde af modermærkekræft indenfor få måneder, kan overleve efter immunterapi, fortæller Herlev Hospital.
Ud over modermærkekræft er immunterapi godkendt eller på vej til at blive godkendt til andre kræftgrupper.
2) Psykiske lidelser
Psykiatrien er gennem de sidste år blevet meget bedre til at forstå de arvelige årsager til psykiske lidelser.
Det betyder, at forskere i dag kan bruge genetikken til at undgå svære og i nogle tilfælde livstruende bivirkninger ved psykiatrisk behandling.
- Vi er blevet bedre til at karakterisere psykiatriske sygdomme. Det er meget ofte sygdomme, som skyldes biokemiske - og dermed også genetiske - forhold, siger Allan Flyvbjerg.
Ifølge Sct. Hans Hospital bevæger psykiatrien sig hastigt fra den klassiske 'one size fits all- behandling' mod målrettet behandling af den enkelte patient og de sygdomsprocesser, der ligger til grund for denne patients lidelse.
3) Arvelige hjertesygdomme
Hjertesygdomme er næst efter kræft en af de hyppigste dødsårsager i Danmark. Hjerte-kar-sygdomme har mange årsager, og her kan genundersøgelser ikke hjælpe meget, forklarer Allan Flyvbjerg.
Det kan de derimod ved arvelige hjertesygdomme.
Der er anslået 65.000 danskere, der er hjertesyge på grund af en genfejl. Risikoen for, at familiemedlemmerne også har arvet genfejlen, er cirka 50 procent.
I et nationalt program er man via gentest ved at finde frem til dem, der er i risikogruppen, så læger kan sætte dem i en forebyggende behandling, fortæller Rigshospitalet.
Der er blandt andet en gruppe af friske unge eller friske midaldrende, der pludselig falder om, uden at have fået nogen diagnose.
- Forsker har fundet ud af, at nogle familier har arvelige hjertesygdomme, der giver forstyrrelser i hjertet. Det er ofte forskydninger af salte over cellemembranen, der gør at man lige pludselig får nogle rytmeforstyrrelser i hjertet kan falde død om, siger Allan Flyvbjerg.
I Hypokonder på P1 kan du høre mere om personlig medicin, find programmet her.
Nationalt Genom Center
- •
Dit genom eller dit dna er selve koden til din eksistens, og kan fortælle noget om de sygdomme, du er disponeret for.
- •
Genomcenteret er et led i regeringens og Danske Regioners strategi for udvikling af personlig medicin.
- •
Som grundlag for strategien har regeringen sat 100 millioner kroner af på finansloven 2017.