Influenzakrig: Vi er midt i en lovende vaccine-revolution

Men influenzavirusser ændrer sig hele tiden. Derfor har et universelt våben mod influenza endnu lange udsigter.

Hvert år dør der mellem 1000 og 2000 som følge af influenza. Børn, gravide og ældre er blandt de grupper, der er særligt udsatte i den årlige influenza-periode. Modelfoto. (Foto: © MARIA HEDEGAARD, Scanpix)

Løbende snotnæse, kradsende hoste og ondt i hele kroppen.

I takt med at anemonerne titter frem, går den årlige influenzaperiode heldigvis på hæld.

Men vinterperioden med influenza koster hvert år liv. Og ældre, svært overvægtige, børn og gravide er blandt de særligt udsatte for at få influenza.

Derfor tilbyder staten gratis influenzavacciner.Det er bare ikke altid, at vaccinerne rammer rigtigt.

Forskere verden over knokler derfor med at finde en universel vaccine, der kan sikre, at hverken de årlige influenza-typer eller eksempelvis fugleinfluenza får ram på befolkningen.

- Men der er meget langt igen i forhold til at finde en "universel vaccine". Og selvom der engang kommer en, så er det ikke sikkert, at den vil virke lige godt til alle, siger professor ved Statens Serum Institut, Anders Fomsgaard.

Behov for forskellige universelle vacciner

Sæsonens influenzavaccine beskytter mod en række virusser, som et netværk under Verdenssundsorganisationen WHO identificerer fra år til år.

Indholdet i sæson-vaccinerne er derfor hvert år tilpasset til at indeholde det, der med størst sandsynlighed vil kunne medføre omfattende influenzasygdom.

Nogle gange slår det fejl. I Frankrig og Belgien har der eksempelvis været et særligt højt antal af influenzaramte denne sæson, fortæller Anders Fomsgaard.

Når han og kolleger verden over forsker i at finde en universel vaccine, så vil de finde en, der ikke skal udskiftes hvert år.

Det er i sig selv ekstremt svært at finde.

Men selv hvis man finder sådan en vaccine, så er der nok behov for forskellige udgaver af den, forklarer han.

- Der vil være behov for forskellige designs og strategier for influenzavacciner frem for at lave one-size-fits all. De mest udsatte for influenza er børn, gamle og gravide, og de er ret forskellige med hensyn til deres udfordringer og behov og immunitet, siger Anders Fomsgaard.

Mange små skridt på vejen mod universel vaccine

En universel super-vaccine er i høj kurs og har manges interesse.

Derfor bliver selv det mindste skridt i den rigtige retning publiceret og omtalt.

For to år siden var Nick Stub Laursen, der er adjunkt ved Aarhus Universitet, i medierne, fordi han var med til at udvikle en ny, banebrydende type influenzavaccine.

Resultaterne blev set som et afgørende skridt på vejen mod en vaccine, som beskytter mod alle typer af influenza, og den blev offentliggjort i tidsskriftet Science.

Alligevel er han tilbageholdende med at love, at en universel vaccine kommer inden for nærmeste fremtid.

- Det var et skridt på vejen. Men der er mange problematikker, som gør det ekstremt svært at sige, om vi finder en universel vaccine. Influenza cirkulerer som ekstremt mange forskellige typer, og den har mange smittebærere, fordi den kommer fra dyr. Vi kan vaccinere mennesker, men vi kan eksempelvis ikke vaccinere alle fritlevende fugle, siger Nick Stub Laursen.

De traditionelle influenzavacciner gives med en nål. - DNA-vacciner kan gives med et nåle-frit apparat, som allerede bruges til grise, og det vil der være mange der vil sætte pris på, fortæller Anders Fomsgaard. (Foto: © Dylan Martinez, Scanpix)

DNA-vaccinen er en vaccine-revolution

Nick Stub Laursen tilføjer, at der er et enormt økonomisk incitament til at finde en universel vaccine. Derfor vil forskningen fortsætte.

Når man endelig kan skrive, at en form for universel vaccine er på trapperne, så kan det meget vel være en DNA-vaccine.

- Selve vaccine-konceptet er så interessant, at det er kaldt en vaccine-revolution. Og det interessante er, at DNA kan fremstilles hurtigt, hvilket er afgørende ved en ny pandemi, siger Anders Fomsgaard, der har forsket i det siden 90’erne.

Der er endnu ikke nogen godkendte DNA-vacciner i handlen, selvom der er lavet flere forsøg på mennesker.

I 90’erne viste forsøg med formen dog, at den virkede fint på dyr men dårligt på mennesker.

Men det er længe siden, og forskerne er blevet bedre, mener Anders Fomsgaard.

Han håber, at vaccine-producenterne bliver mere tilbøjelig til at teste DNA-vaccinerne i stedet for de traditionelle vacciner.

Sammen med sin forskergruppe har han fundet en DNA-vaccine, der også beskytter mod fugleinfluenza, som er den næste epidemi, man frygter.

Vaccinen er testet på grise og fritter. Den er altså endnu et lille skridt på vejen mod en universel vaccine.