Da dampmaskinen så dagens lys i midten af 1700-tallet, lå klodens samlede befolkningstal på under de 800 millioner mennesker. I Nordamerika alene udgjorde befolkningstallet blot 2 millioner eller mindre end hvad der i dag bor på Sjælland. I skrivende stund er vi tilsammen 7,4 milliarder på Jorden og når dampmaskinen fylder 300 år, kan vi være mere end 9 milliarder til at fejre det.

Foruden at give en masse udfordringer i forhold til vores eget fødegrundlag, sætter sådan en befolkningstilvækst et enormt aftryk på den omkringliggende natur og arternes muligheder for at overleve i den.

Videnskabsmagasinet handler om dyr - og dermed om mennesker

Det beskæftiger aftenens udgave af Videnskabsmagasinet på DR3 sig med. Programmet handler om dyr og ser blandt andet på de avlsprogrammer, som verdens zoologiske haver kører for den sibiriske tiger. En art der i 1940’erne var tæt på at blive fuldstændig udryddet af trofæjægere og i dag blot findes i få hundrede eksemplarer, ude i dens naturlige levesteder i det østlige Rusland og Kina.

Gennem dampmaskinens korte æra har sibirisk tiger – eller amurtiger som den også kaldes – kunnet se sig trængt voldsomt tilbage, samtidig med at den har kunnet vinke definitivt adjø til tre af sine medarter, som mennesket for altid har jaget bort fra jordens overflade. En ufattelig lang række af alle mulige andre arter har det så skidt, at de enten står overfor at forsvinde samme vej, eller være så heldige at blive taget til nåde af mennesket.

Er selfie-natur fremtidens natur?

I mange tilfælde huser verdens dyreparker tilsammen flere individer af truede arter end naturen selv kan mønstre og de internationale avlsarbejder bliver således den sidste livline for en lang række af de arter, som ikke er i stand til at udnytte menneskets stadigt stigende udbredelse. Men heller ikke her, skal de vide sig for sikre.

Med de senere års hjemlige dyreaktivistiske hurlumhej i baghovedet, når et enkelt af de særligt søde dyr er blevet til overs i avlsprogrammerne, kunne man få den tanke, at fremtidens natur i højere grad bliver til en decideret selfie-natur, hvor kun de pæne, medieegnede og fotogene arter får plads i flertallets bevidsthed. Da de fleste af os nok er enige om, at Noahs Ark er at betragte som en luftig illusion, er der reelt tale om at vi mennesker må vælge til og fra i naturen. I øjeblikket vælger vi fra og vinker ifølge Verdensnaturfonden farvel til mindst 10.000 arter om året. Det er mellem 1000 og 10.000 gange mere end der naturligt ville uddø.

Lad os se udover de brune øjne og Rødhætte fortællingerne

Da alverdens seriøse zoologiske haver og naturorganisationer ikke kan stå med hele ansvaret for at rette op på denne masseudryddelse, bør vi alle sammen tage vores del og tænke os bedre om, når vi bruger løs af det derude.

Og måske gøre os så umage, at vi bliver i stand til at se ud over de brune øjne og undgå at falde for fristelsen til at fortabe os i minder fra barndommens uhyggelige eventyrfortællinger.

For selvom det ikke er alle former for liv, der har lige stor medietække, er det stadig liv og en del af vores komplekse forunderlige verden. Og hvad er egentlig argumentet for, at alt dette komplekse liv ikke har lige så stor berettigelse, som alle vi snart 9 milliarder mennesker.