For de 640.000 personer i Danmark med migræne er der nu håb forude om en mere effektiv behandling.
Forskere fra King's College London har lavet et forsøg med en ny behandling, der halverede antallet af anfald hos personer med migræne.
- Det er stort, fordi det er et fremskridt i forhold til forståelsen af sygdommen og en tilpasset behandling, siger professor Peter Goadsby, der er ledende forsker på forsøget, til BBC.
Til DR Viden forklarer Rigmor Jensen, der er professor og leder af Dansk Hovedpinecenter, at hun ser den nye behandling som et gennembrud.
- Det er første gang i årtier, at der er kommet et nyt forebyggende middel mod migræne, siger Rigmor Jensen. Hun forklarer, at det udmærker sig ved at være et specifikt middel med et antistof rettet mod et signalstof, der frigives under et migræneanfald.
Forskel hos de enkelte patienter
Behandlingen i forsøget bestod af antistoffet 'erenumab'. Det er lavet til at forhindre migræne ved at ændre den kemiske aktivitet i hjernen.
I forsøget deltog 955 personer med migræne. Her fulgte man dem over seks måneder, hvor dem, der modtog behandlingen, fik op til 50 procent færre dage med migræneanfald pr. måned.
Dem, der ikke modtog behandling med det nye middel, oplevede også et fald i antallet af anfald på knap 27 procent. Det kan både skyldes den såkaldte placebo-effekt samt at migræne under alle omstændigheder er en sygdom med udsving i hyppigheden af anfald.
Rigmor Jensen er dog lidt skeptisk over for, hvor mange migrænepatienter der vil få mere glæde af den nye behandling end af eksisterende tilbud. Der er nemlig stor forskel på effekten hos de enkelte patienter i forsøget.
Et tidligere forsøg med et andet antistof kaldet 'fremanezumab' viste, at antistoffet har en forebyggende effekt på migræne. Her fik patienter reduceret antallet af anfald med 41 procent med behandling - sammenlignet med 18 procent uden behandling.
"En folkesygdom"
Hovedpine, herunder migræne, er en folkesygdom, og den hyppigste neurologiske sygdom ifølge Rigmor Jensen. Derfor skal det også tages alvorligt.
- Der kan og bør gøres en større indsats for uddannelse og behandling, da der er udviklet mange nye og gode muligheder idag, siger Rigmor Jensen.
Ifølge BBC er fire medicinalfirmaer i gang med at udvikle behandlinger mod migræne med antistoffer.
Resultaterne fra forsøget er offentliggjort i New England Journal of Medicine.