Med 14,32 kilometer i sekundet - eller over 50.000 km/t - banker sonden New Horizons ud af vores solsystem og befinder sig lige nu 5,75 milliarder kilometer fra Jorden.
New Horizons blev opsendt den 19. januar 2006 med den primære mission at kortlægge den gådefulde dværgplanet Pluto, som sonden fløj forbi ni år senere.
Forbiflyvningen skete i juli 2015, og nu har den amerikanske rumfartsadministration NASA offentliggjort en timelapse-video lavet af flere end 100 højtopløselige billeder, der er taget over en periode på seks måneder, efterhånden som New Horizons nærmede sig Pluto.
Efter Pluto-missionen er New Horizons næste opgave at undersøge objekter i Kuiperbæltet, inden sonden fortsætter mod stjernebilledet Skytten.