Ny planetjagt skal i gang. Planetjægere samles i Aarhus

Fra 2017 skal ny rummission forklare os mere om Universets opbygning og betingelserne for livet.

En illustration af hvordan exoplaneten Kepler 22-b kunne tage sig ud. Planeten, der er 2,4 gange så stor som Jorden, blev opdaget i 2011. 22-b er den første planet, fundet med Kepler teleskopet, der befinder sig i den såkaldte beboelige zone. Den kan altså teoretisk kunne rumme liv, da den befinder sig i tilpas afstand fra sin stjerne. (© NASA/Ames/JPL-Caltech)

Først kom Hubble-teleskopet, der har vist os, at Rummet vrimler med galakser og stjernetåger. Så kom Kepler-missionen, der har fundet frem til over 4000 hidtil ukendte planeter langt væk.

I 2017 kommer så TESS-missionen, der skal lede efter planeter, der kredser om stjerner tættere på vores eget solsystem.

I denne uge er 150 planetjægere samlet til internationalt topmødeStellar Astrophysics Centre på Aarhus Universitet for at drøfte TESS-missionen og træffe beslutninger, der kan få afgørende betydning for rumforskningen i fremtiden.

Forståelsen af Rummet udvikler sig med raketfart

Professor Jørgen Christensen Dalsgaard er leder af Stellar Astrophysics Centre. Han forklarer i P1 Morgen, at for 20 år siden vidste vi faktisk ikke, at der var andre planeter i Universet end dem i vores eget solsystem.

- I dag regner vi med, at stort set alle stjerner har planeter. Næste opgave er så at kategorisere de stjerner og planeter. Vi skal finde ud af, hvordan planeter ser ud, og hvordan planetsystemer opstår. Det vil også fortælle noget om vores egen historie, siger han.

Aarhus-forskningscentret er selv en ’stjerne’ inden for rumforskning, fordi forskerne er gode til at studere stjerner. Og samtidig leder Stellar Astrophysics Centre det såkaldte SONG-teleskop, der er en række mindre teleskoper, som placeret rundt om i verden samarbejder om at observere himmellegemer over længere perioder.

Netop TESS-missionens videnskabelige arbejde vil også betyde yderligere udvikling af det såkaldte SONG-teleskop.

Vi vil kunne se stjernerne fra Jorden

TESS-mission - The Transiting Exoplanet Survey Satellite - skal undersøge stjerner, der er langt tættere på Jorden ved en såkaldt ”all-sky”-teknik. Og arbejdet med den videnskabelige del er i fuld gang.

- Hvor Kepler har vist sig at være et værdifuldt instrument til at iagttage fjerne, fremmede og sågar sære planeter, så vil TESS vise sig at få lige så stor betydning. TESS vil se nærmere på lovende kandidater set fra observatorier på Jorden, siger Jørgen Christensen Dalsgaard i en nyhed på universitetets hjemmeside.

- Det vil sige, at man om føje år vil kunne stå og kigge op på nattehimmelen, og udpege de stjerner, vi ved, der har planeter i kredsløb omkring sig, siger han.

Planetjægerne skal udpege 20.000 stjerner

Frem til og med fredag skal forskerne udpege 20.000 stjerner, TESS skal kigge efter. Det er ikke et astronomisk højt tal, for der er mange forskellige stjernetyper, siger Jørgen Christensen Dalsgaard.

- Vi har fået det tillidshverv at udvælge de ganske få (stjerner, red.), som TESS skal rette sit blik mod. Det er nogle meget vigtige beslutninger, vi står overfor, for hvis vi vælger forkert, så kan det have massiv betydning for forskningen i fremtiden, siger han.

- Vi har fået den vigtige opgave, og får en ledende funktion i den del af missionens fremtid, forklarer Jørgen Christensen-Dalsgaard.

Se YouTube-video om TESS-missionen herunder

https://www.youtube.com/watch?v=ZsPStvGgNuk