Siden man tilbage i 1824 fandt de første fossiler af de forhistoriske store havlevende kødædere plesiosaurer – eller svaneøgler – har forskere ivrigt debatteret hvordan de svømmede. De store havdyr, der levede fra for 135 millioner år siden og frem til den store masseudryddelse, der gjorde det af med dinosaurerne for omkring 65 millioner år siden, var udstyret med fire luffer, som vi kender dem fra sæler og pingviner. En dugfrisk computersimulation af hvordan de ville forcere vandet gennem forskellige svømmeteknikker, viser at de forhistoriske øgler ville være kommet klart hurtigst gennem vandet, ved at bruge deres forreste luffer, som vi kender det fra pingviner.

Og til forskernes overraskelse, viser simuleringerne at øglernes bagerste lemmer ikke hjalp dem yderligere fremad og der gisnes derfor om, hvorvidt de i højere grad blev brugt til styring og at skabe stabilitet i vandet med.

Resultatet er opnået ved at simulere tusindvis af forskellige svømmebevægelser i computeren og forskerholdet bag undersøgelsen, regner med at deres metode kan løfte sløret for forståelsen af en lang række andre svømmende forhistoriske væsner. Studiet er beskrevet i det videnskabelige tidsskrift PLOS One Computional Biology.