Inden 2030 sender USA en bemandet rummission af sted til Mars. Det erklærede USA's præsident Barack Obama i tirsdags i et åbent brev.

- Vi har sat os et klart mål i det næste kapitel af USA's rumhistorie: At sende mennesker til Mars inden 2030 og få dem sikkert tilbage til Jorden - med den fastsatte ambition om, at vi en dag skal blive der i længere tid, skriver præsidenten.

I 1960’erne handlede rumkapløbet først om at sende mennesker ud i rummet, dernæst at plante det første flag på overfladen af Månen. Nu retter man øjnene mod den rustrøde planet Mars. Og private firmaer spiller en vigtig del af planen.

DTU Space i Lyngby arbejder tæt sammen med NASA, og derfor har DR2 Dagen stillet professor John Leif Jørgensen fire spørgsmål om rumkapløbet.

Hvem fører rumkapløbet i dag?

John Leif Jørgensen:

Kineserne halede stærkt ind ved at sende en robot til Månen, men efter 14 dage kørte den fast i sandet, og har ikke rokket sig ud af stedet siden.

At undgå det var ét af de tricks, som amerikanerne lærte tilbage i 1960’erne, og som de ikke har delt med andre siden. Så dét med at få folk (og robotter) til at bevæge sig rundt på en planet, er de suverænt de bedste til.

Med hensyn til løfteraketter er det kun amerikanerne, der har en plan om at lave en raket, der kan sende folk helt ud til Mars.

Så på de to fronter er USA helt klart foran.

Ruserne er de eneste, der lige nu kan løfte astronauter sikkert op i rummet. Men da Obama tiltrådte som præsident, lavede han en plan for, hvordan han skulle løfte rumfarten, så amerikanerne igen blev i stand til at sende astronauter ud i rummet.

Det regner man med vil lykkes omkring 2017, og det er med et nyt løftefartøj, som gør det muligt at flytte mange mennesker. Så Mars kommer et stort skridt nærmere i 2017, når det lykkes at få sendt den første Space Launch System-raket (SLS) fra det private firma Boeing op.

Raketten er væsentligt større end Saturn V-raketten, der sendte mennesker til Månen. Det bliver den største raket, som menneskeheden nogensinde har set.

I 1960’erne under præsident John F. Kennedy var der reelt tale om et rumkapløb om, hvem der fik sat det første flag ned på Månen. Men er der tale om et kapløb i dag, eller har det mere karakter af samarbejde?

John Leif Jørgensen:

Det er både og. Teknologisk set er det et voldsomt kapløb. Da Obama kom med sin plan for, hvad der manglede for at sende folk til Mars – det var reelt det, som hans plan gik ud på – blev elementerne øjeblikkeligt kopieret af EU, som lavede en forskningsplan, der i 2020 skal bringe Europa op på det niveau, hvor amerikanerne var i 2010.

Så der er selvfølgelig et teknologisk kapløb.

Kineserne har en hemmeligholdt – kan man godt sige – plan for at komme videre. De dele af den, som jeg har set, går ud på nøjagtigt det samme, nemlig at komme først. Den teknologiske forskning her er vigtig, for det er her, at pengene gemmer sig. I forhold til at sende folk til Mars vil man på den ene side gerne vil gøre sit folk stolt. På den anden side er det en voldsom dyr affære.

Samtidig skal man dog huske, at rumfart er et fredens projekt. Den Internationale Rumstation, ISS, er et fredens projekt, hvor russere, amerikanere, europæere, japanere og canadier samarbejder om forskning i vægtløs tilstand.

NASA’s chefforsker, Ellen Stofan, udtaler også, når vi skal sende folk ud til Mars, ser hun helst, at det bliver et fælles jordprojekt for alle her på Jorden. Så på en måde er det et teknologisk kapløb, og samtidigt er det et samarbejde.

I forhold til i 1960’erne er der kommet nogle nye spillere på banen – de private aktører, som både er begyndt at blande sig og udstikke visioner. Hvor meget fylder de?

John Leif Jørgensen:

De private aktører fylder helt utrolig meget for amerikanerne, og i stigende grad også for Europa. Men her er hverken russerne eller kineserne med.

De private aktører er med, fordi man har brug for at effektivisere de teknologier, som burde være nemme. Altså de lidt mere ukomplicerede ting der kræver, at man er god til sværindustri som at lave en løfteraket.

Den produktion burde være blevet effektiviseret for længst. Det er ikke lykkedes for amerikanerne at gøre det de første 50 år af rumfarten, men det er dét, som Obama ændrer på med sin plan.

Og det lykkes i overmåde stor grad for det private firma SpaceX – med Elon Musk for bordenden. SpaceX har udviklet en løfteraket, som er rimelig stabil. Der sker stadig uheld, hvor de eksploderer, så det er stadigvæk ikke godt nok.

Men SpaceX har med udviklingen sænket prisen for en opsendelse i lav jordbanehøjde til en tredjedel. Det svarer stort set til det, der skete med priserne i luftfarten, da man gik fra statskontrolleret luftfart til at få et marked, der er åbent og frit, og som i dag gør, at vi ser priser på en tur over Atlanten, der er billigere end den billigste flybillet for 20 år siden.

Så der er ingen tvivl om, at når man sænker prisen, øger det industrien.

Det er ikke bare SpaceX, men også etablerede firmaer som Blue Origin og Orbital ATK i USA, som alle sammen laver nye løfteraketter, og alle med målet at sænke prisen til på sigt ned til en 1/20 af, hvad det kostede før. Det vil sige fem procent. Lige nu er man nede på 30 procent af, hvad det kostede før.

Hvor godt virker samarbejdet mellem offentlige og private aktører? Kan de få det til at virke sammen trods konkurrencen?

John Leif Jørgensen:

Der er helt sikkert konkurrence mellem virksomhederne. Med hensyn til det offentlige – i det her tilfælde NASA – er der ingen tvivl om, at de vil bestille en løfteraket, der gør jobbet.

Og her er det Boeing, der er foran med SLS – og de moduler, der skal skydes derud. Men med de andre teknologier, der skal sende de beboelsesmoduler ud i forvejen, som man skal bo i på Mars, er der ingen tvivl om, at SpaceX også får kontrakter inden for det.

Så det bliver både et samarbejde og en konkurrence. Men der er ingen tvivl om, at det allervigtigste er at få sænket prisen på billetten derud, og der er det kun de private virksomheder, der er i stand til at løfte det job.