Hvordan ville det se ud, hvis man kom flyvende med høj fart ind mod Jorden langt ude fra?
Det har sonden Juno nu dokumenteret. I oktober fløj sonden ind mod Jorden for at udnytte vores klodes tyngekraft til at blive slynget ud igen med høj fart på sin vej mod Jupiter.
Turen blev filmet med stjernekameraer, som er udviklet af DTU Space. Og nu er billederne sat sammen til en video, som ligger på NASA's hjemmeside.
Svær manøvre gik godt
Professor John Leif Jørgensen på DTU Space har været med til at udvikle det danske kameraudstyr.
Han forklarer, at det var en svær manøvre for sonden.
- Det svarer nærmest til at ramme en dartskive i Kina med en pil, man kaster fra Danmark. Men det gik godt, og nu kan alle se de flotte billeder af indflyvningen mod Jorden, siger han ifølge DTU Spaces hjemmeside.
Se videoen og læs mere om missionen
På NASA's hjemmeside kan du læse mere om Juno-missionen. Og der er nedtælling til 2016, hvor sonden ankommer til Jupiter.
Og du kan se billeder og video af, hvordan Jorden langsomt vokser fra en lille plet i det mørke univers til den blå klode.
Se sonden Junos flyvetur mod Jorden i videoen i toppen af artiklen.