Dansk dokumentarist: Et besøg fra rummet vil gøre os klogere på os selv

Filmen ’The Visit’ udforsker menneskets første møde med liv fra det ydre rum. Men spørgsmålet er, om vi er klar til at få besøg?

"Denne film dokumenterer et møde, der endnu aldrig har fundet sted...", lyder åbningsreplikken i den danske dokumentarist Michael Madsens film 'The Visit: An Alien Encounter'.

I den danske dokumentarist Michael Madsens film ’The Visit: An Alien Encounter’ får Jorden besøg fra det ydre rum. Filmen gør os ikke meget klogere på hvilke væsner, der potentielt vil besøge os i fremtiden, men sætter spørgsmålstegn ved, om vi mennesker hovedet er parate til et sådant møde.

Michael Madsen peger nemlig på et problem ved det at være menneske. Vi tror, at vi er et kosmisk tilfælde og evner kun at se verden i vores eget billede. Og det kan blive en udfordring den dag, vi blive mødt af livsformer fra andre planeter end vores egen.

I følge Michael Madsen forstår vi nemlig kun verden ud fra en menneskelig målestok. For eksempel har vi svært ved at forstå, hvordan dyr tænker eller føler. Vi tillægger dem i stedet menneskelig træk og taler til dem på menneskesprog og regner med, at de forstår os.

Parat til et paradigmeskift?

Et besøg fra det ydre rum vil betyde et paradigmeskift på højde med den kopernikanske revolution, der viste os, at Jorden ikke var universets centrum.

Men der lægger også en udfordring i at skulle tage imod rumvæsner og dermed også en ny selvforståelse. Spørgsmålet er, om vi er klar til det.

Michael Madsen har i hvert fald sin tvivl. Han henviser til, at vi ikke engang er parate til at tage imod fremmede, der ikke er fra Europa. Han hævder, at folks første tanke i denne situation ofte er, at de ikke ønsker at give afkald på noget.

Men tænk hvis den fremmede faktisk berigede dig.

Beriget af det fremmede

- Det er en vanskelig øvelse at tænke - at forandring, selvom man ikke ved hvad det er, kan gøre noget for mig og åbne min verden på en ny måde, fortæller han til P1.

Hele udfordringen i at møde en fremmed er, ifølge Michael Madsen, at man skal se ud over sin egen næse og turde give afkald på sin egen selvforståelse. En selvforståelse, der, hvis man spørger dokumentaristen, indeholder en overlegenhed.

Mennesket opfatter stadig sig selv som centrum for alting. Og en sådan selvforståelse kan forhindre én i at spørge til om verden er anderledes, end vi går og tror. Et spørgsmål der ellers for mange vil være sundt at stille.

- Jeg håber, at vi ved et besøg fra rummet, som minimum vil stille spørgsmålstegn ved de sandheder, som vi mener at have om os selv, afslutter Michael Madsen i interviewet til P1.

Til P1liveX d. 25. oktober kan du høre mere om et muligt paradigmeskifte indenfor rumforskning og hvilke konsekvenser et sådant vil have for menneskets forståelse af sig selv. Dét sker under Eksistens’ session 'På rumsafari blandt Mælkevejens planeter' i Søauditorierne på Aarhus Universitet.