Det gik ikke stille for sig, da P1liveX blev afholdt i DR Koncerthuset d. 25. oktober. De i alt fem sessions bød nemlig på en bred vifte af eksperimenter, interviews, taler og debatter alt sammen ved brug af visuelle virkemidler, der sikrede, at alle sanser kom i spil.
Publikum kunne bl.a. opleve Harddisken teste virtual reality-briller, Radiofortællinger uddele ”hashkager” og en P1 Dokumentar opført live på scenen.
Nedenfor kan du se eller gense din favoritsession fra P1liveX.
Videnskabens Verden præsenterer: Strøm på hjernen
Forskning har vist, at svag strøm til hjernen kan afhjælpe depression og fremme koncentration, kreativitet og hukommelse. Se hvordan det så ud, da P1-værterne Kristoffer Frøkjær og Marie Hougaard testede, om der er noget om snakken.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:562f67a5a11f9f09dcc408ea
Radiofortællinger præsenterer: Hamp, lindring og straf
Til sessionen ’Hamp, lindring og straf’ stillede vært Torben Brandt skarpt på spørgsmålet: Skal cannabis legaliseres i Danmark? På scenen fik han selskab af ”pot”-oteker Linda Parsley, en borrelia-patient og en overlæge fra Rigshospitalets smertecenter, der alle fortalte deres historier om hamp til medicinsk brug.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:562f67a5a11f9f09dcc408e7
P1 Dokumentar præsenterer: Kvinden der forsvandt - en live opførelse
’Kvinden der forsvandt’ handler om en mystisk sag om en ung kvinde, der kort før jul 2011 forsvinder sporløst fra det asylcenter, hvor hun bor. Til P1liveX blev dokumentaren helt ekstraordinært opført live på scenen i DR’s Koncertsal. Se hvordan det så ud i videoen nedenfor.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:562f7e7aa11f9f09dcc40975
Eksistens præsenterer: På rumsafari blandt Mælkevejens planeter
Til P1liveX’s fjerde session kunne vært Carsten Ortmann sammen med nogle af verdens dygtigste folk indenfor feltet, løfte sløret for nye opdagelser omkring liv i rummet. Se og hør hvordan det så ud, da Eksistens sendte live fra Søauditorierne, Aarhus Universitet.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:562f7e486187a5094c62693d
Harddisken præsenterer: Virtual reality – mere virkeligt end virkeligheden
Se eller gense de kendte Harddisken-værter Anders Høeg Nissen og Henrik Føhns præsentere publikum for en håndfuld af de sjoveste virtual reality-oplevelser. Du kan for eksempel møde Rokoko, der laver almindelige mennesker om til virtuelle filmstjerner i animationsfilm a la Avatar.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:562f725fa11f9f09dcc4090c
Rosenkjærprisen og koncert med Caroline Henderson og Nikolaj Hess
Foruden de 5 sessions bød P1liveX også på uddelingen af DR’s formidlingspris Rosenkjærprisen, som i år gik til professor i psykologi Svend Brinkmann. Efter prisoverrækkelsen fik han på scenen selskab af sundhedsforsker Bente Klarlund Pedersen og DNA-forsker Eske Willerslev, der alle kom med deres svar på spørgsmålet ”Hvordan skal vi leve?”
Som prikken over i’et blev showet rundet af med et musikalsk indslag med sangerinden Caroline Henderson og jazzpianisten Nikolaj Hess. Både overrækkelsen af Rosenkjærprisen og minikoncerten kan (gen)opleves i videoen nedenfor.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:562f86786187a5094c626966
